Velkommen til børnevenlig lov

Legetøj, der markedsføres som udstyr til en krigsførende nation. Det er set før. Det er også set før, at legetøj markedsføres så levende, så realistisk, at det alt for ofte ender i én stor skuffelse, når gaven er pakket op og skal omsættes i leg.

Ingen af delene er sådan set lovlige i dag. Der er måske nok ikke direkte sat ord på i den gældende markedsføringslov. Det ligger mere i ånden, og den slags er det helt øjensynligt ikke alle, der forstår. Givetvis hjulpet godt på vej af, at der ikke er sanktioner for at kvæste den gode ånd. Derfor skal den opstrammede markedsføringslov, der træder i kraft 1. juli, også hilses mere end velkommen. For her er sat ord på ånden og åbnet op for sanktioner.