Velkommen til et forrygende år

Erhverv Hjørrings nytårskur trækker traditionelt fuldt hus på Nordsøen.	 Privatfoto

Erhverv Hjørrings nytårskur trækker traditionelt fuldt hus på Nordsøen. Privatfoto

Af advokat Henrik Willadsen,

formand for Erhverv Hjørring

Godt nytår til alle medlemmer af Erhverv Hjørring. Og til alle med engagement i eller interesse for det erhvervsliv, som er basis for lokalsamfundets velstand og trivsel.

Også tak for det gamle år, som har været forrygende for Erhverv Hjørring - den største og mest indflydelsesrige erhvervsforening i Hjørring kommune.

Vores forening er i løbet af 2016 nået op på over 550 medlemmer. Så mange har vi aldrig før været. Jeg tillader mig at tro, at årsagen er vores solide erhvervsfremmende arbejde og en bred palet af medlemstilbud året igennem. Og jeg glæder mig over, at det voksende medlemstal danner basis for et yderst attraktivt program også for 2017.

Vi lægger traditionen tro ud med Erhverv Hjørrings Nytårskur. Den skydes af den 19. januar på Nordsøen i Hirtshals. Programmet byder på borgmester Arne Boelts nytårstale samt et spændende indlæg af en af Danmarks mest succesrige iværksættere, Jesper Buch, som er manden bag Just Eat og en stribe andre internetbaserede virksomheder.

Nytårskuren er ikke mindst et summende forum for networking blandt mere end 200 erhvervsfolk og lokalpolitikere.

Erhverv Hjørrings generalforsamling finder sted den 23. marts. Her uddeler vi også Erhverv Hjørrings Initiativpris 2017, og vi får besøg af Mr. Motivator, Mark Anthony, som er en af Danmarks mest inspirerende foredragsholdere.

Året igennem vil vi præsentere to serier af faglige arrangementer.

Erhverv Hjørring Brunch arrangerer vi blandt andet i samarbejde med EUC Nord, UCN og AAU. I februar bliver emnet "Office 365 - Skyen er fremtiden." I maj bliver emnet cirkulær økonomi/bæredygtighed med professor Arne Remmen fra Aalborg Universitet.

Erhverv Hjørring Boost præsenterer også højt kvalificerede oplægsholdere, men hvor vi går dybt ned i et givet emne.

Vi arbejder fortsat med at få programmet helt på plads. Men jeg kan da afsløre, at vi i Boost-serien den 21. juni tilbyder et daglangt kursus på Fårup Academy. Sæt kryds i kalenderen allerede nu. Danske Bank, Apple, Dong, Call Me og mange flere har været der. Nu får vores medlemmer muligheden. Det foregår i Fårup Sommerland og er en inspirerende og lærerig indføring i sammenhængen mellem service og salg.

Og så skal vi efter sommerferien mødes igen til vores nyskabelse Erhverv Hjørring Business Get Together. I august i år var vi mere end 200 erhvervsfolk, der mødtes til en netværksskabende eftermiddag på græsplænen bag Amtmandsboligen i Hjørring. Mon ikke der kommer et tilsvarende antal i 2017.

Jeg ser frem til et spændende og fremgangsrigt 2017 for Erhverv Hjørring og for vores medlemmer. Vi glæder os til at arbejde videre ud fra vores motto: Viden - netværk - indflydelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst