Velkommen til verdens venligste land

Flere steder er der også bavianer på vejen, men kun en gang blænder Moses ned for det lange lys af hensyn til en modkørende lastbil, sænker farten lidt, kører ud i siden så den overlæssede lastbil - med sække og mennesker langt over tilladt totalvægt - kan passere.

Resten af tiden er der kun mørket, stjernerne og en håndfuld bål foran de næsten usynlige mudderhytter lidt væk fra vejen. Ovenover skinner månen klart. Tæt på ækvator. Det er et fantastisk syn. Afrika som det ser ud i en dokumentar fra BBC.

Det er 8000 kilometer fra velstands­danmark, 700 kilometer fra kaos og støv i hovedstaden Kampala. Den nærmeste større by er Juba, hovedstaden i Sydsudan, 50 kilometer væk. Men som hvid er det et sted, man kun kan ankomme til i fly. Eller udstyret med egen lille hær af hyrede soldater. For Syd­sudan med vanvid og kaos begynder ti kilometer herfra.

Vi kører cirka 100 kilometer på grusvejen, og det er i hvert fald langt nok til at forklare, hvorfor Toyota Landcruiser er den mest populære bil på kontinentet: den er stærk som en traktor.

Selv den her ældre fætter klarer huller og humpler, der total ville smadre undervognen på en standard dansk bil.

Men når Moses presser Landcruiseren så hårdt, skyldes det flere ting: Han vil gerne hjem. Han er sulten. Og så er den landevej ikke et sted, man har lyst til at stoppe. Den seneste tid har der været flere landevejsrøverier - formentlig militser fra Sydsudan - der har stoppet busser og biler og - i bedste fald - røvet alle værdierne.

Vi er i et hjørne af verden, der har set de fleste former for grusomhed. Det sorte kapitel i mareridtsbogen om menneskets kapacitet for ondskab kunne være skrevet her. Bortset fra konventionel krig og bomber fra luften ville alt være set før. 

Men midt i de store søers land - The Great Lakes Region, som om­rådet hedder - er Uganda i dag en fredfyldt oase.

Indtil for en håndfuld år siden kunne man kun køre her i militær-eskorte, så når Ugandas hær skulle afsted til Kampala, blev der hurtigt samlet en konvoj.

Turen kunne tage 10 timer. Men at forsøge at tage den alene var simpelthen for farligt. Dengang var Lords Resistance Army (LRA) ude i mørket, fortæller Moses.

LRA - eller Herrens Modstands­hær - var en grusom terror-organisation, der på toppen af sin eksistens drev millioner på flugt, kidnappede børn og gav dem militærtræning på den barskeste måde: De skulle lære at dræbe, og deres første ofre var ofte deres egen familie.

LRA opererede fra bushen, og gjorde det med en udlægning af kristendom præcis så bizar, som IS i dag læser koranen. Men til sidst - efter blodige kampe - blev LRA fordrevet. Og selvom lederen, Kony, står eftersøgt for krigsforbrydelser, er han stadig i live. Men nu har han kun kommando over en meget lille styrke langt ude i bushen i Den Centralafrikanske Republik.

I dag er ofrene de synlige minder om vanviddets tid. I regionen kan man stadig se mange mennesker, der mangler læber, ører og fingre. Og mange kan ikke snakke, fordi LRA skar deres tunger af.

Så selvom alt ikke er perfekt, og røverne stadig er her, så er livets tilstand bedre nu, end det har været, så længe nogen kan huske tilbage.

Afrikas perle

Og her, midt i hjertet af kontinentet, i landet som Winston Churchill - da han i sin egenskab af Englands premierminister var ude for at se imperiets besiddelser - kaldte The Pearl of Africa, findes der også en anden historie, der sjældent bliver fortalt, selvom den måske burde blive det lidt oftere: Nemlig at det ludfattige afrikanske land, der har bundplaceringer på samtlige indekser over fattigdom og sygdom - og ligger i top med korruption - faktisk er et af verdens mest flygtninge­venlige lande. Med en placering i midten af et af klodens mest konfliktfyldte områder er det millioner af flygtninge, der, siden landets befrielse fra engelsk styre i 1965, har søgt tilflugt her.

Mange er blevet her. For en hvid kan det være svært umiddelbart at se det i det sorte gadebillede, men der er tusinder og tusinder af mennesker fra Rwanda, Congo og Somalia her. Lige nu kommer der især flygtninge fra Sydsudan, DR Congo og Burundi.

De to første lande grænser op til Uganda, men i de sidste måneder er der kommet 17.000 flygtninge fra Burundi - hvor borgerkrigen er i gang, og et folkemord af episke dimensioner frygtes - og de har været på en lang rejse gennem flere lande. Men for dem er Uganda den eneste mulighed. Det er det eneste relativt fredelige land, der vil have dem - og her er alt relativt, hvis man måler efter europæisk skala.

Uganda viser enestående gene­røsitet og venlighed mod flygtninge og asylmodtagere, lyder det fra Neimah Warsame, chef for UNHCR, FN’s højkommissariat for flygtninge, i Uganda. 

Så når europæiske politikere snakker skræmt om, at 100 millioner afrikanere er på vej til Europa, er det også de her mennesker, de frygter en dag vil banke på vores dør. Men indtil videre er million-vandringen ikke begyndt. Godt nok var flygtningekatastrofen forsidestof i hele Europa hele 2015 - og det vil fortsætte i 2016 - men den virkelige katastrofe ramte faktisk ikke os.

Ifølge IOM - The International Migration Organisation, den mest troværdige kilde på området - kom der fra 1. januar til 21. december 2015 til Europa 1.005.504 flygt­ninge/asylansøgere/migranter/mennesker, der skulle have opladet deres iPhone. Med godt 200.000 flygtninge var Tyskland det land, der tog flest. I Uganda - der er meget mindre og uendeligt fattigere - kom der lige så mange. Lige nu er der omkring en halv million registrerede flygtninge i Uganda. Antallet af uofficielle er selvsagt ukendt, men det er kæmpestort.

Det er samme historie i Kenya, der huser nogle af verdens største flygtningelejre. Den store forskel er bare, at i Kenya bor de i lejre, som kenyanerne ind i mellem truer med at lukke. I Uganda får de chancen for at skabe sig et liv. De får et statsborgerskab, et stykke jord og muligheden for en fremtid.

Men ingen kender fremtiden, så måske kommer de en dag til os. Foreløbig bliver det dog ikke. Min egen lille undersøgelse viste klart, at flertallet af de adspurgte flygtninge aldrig havde hørt om Danmark. Jeg vil ikke udelukke, at mindretallet, der svarede ja, gjorde det for ikke at virke dumme.

Men en ting er stensikkert: Skulle de komme, så behøver regeringen ikke at forberede særlige styrker til at kontrollere disse mennesker for værdigenstande. De ejer ingenting. Der er mange, der mangler tænder, men jeg ser ingen med guldtænder.

Område med krig og gru

Endelig når vi Adjumani - en støvet landsby i det nordligste Uganda. Få kilometer fra grænsen til Sydsudan, og det er derfor, at der i dag bor flere hundrede tusinde mennesker i området. De er flygtet fra et liv i krig - og det er ikke, fordi de er sarte. Der har stort set altid været uro og krig i Sudan.

Faktisk var Sudan muligvis det første afrikanske land, jeg nogensinde hørte om. Min mors moster var nemlig flittig strikker for Sudan Missionen. Men hverken hendes eller andres ihærdige indsats hjalp alverden. Sudan har altid været et land med massive problemer. 

Lige siden de europæiske ledere mødtes i Berlin 1884 og vedtog fordelingen af landområderne i Afrika, har der været ballade i mægtige Sudan. Landet er på størrelse med Vesteuropa, og den absolut eneste grund til, at Sudan kom til at se sådan ud, var, at det mente englænderne var en god ide - selvom de absolut ikke havde nogen ide om, hvem folket der var. At der var muslimer i nord, få kristne i syd, og flertallet troede på de gamle afrikanske guder. For englænderne - og alle andre kolonimagter - var det ligegyldigt; de var vilde og for dumme til at blive brugt til andet end gratis arbejdskraft både lokalt, men også som slaver i hjemlandet.

Det er ikke nogen rar historie. Ingen ved, hvor mange mennesker, der er døde på den konto, men de skal tælles i millioner. Så vi kan klappe os selv på skulderen over alt vores bistandshjælp. Men regnestykket kommer aldrig ud med et fair resultat, for den vestlige verden har ødelagt mere i Afrika, end 0,7 procent af noget bruttonationalprodukt kan udligne.

Jeg skal bo på Ruyo Guesthouse, der ligger i udkanten af byen.

Der er ikke noget menu-kort - man kan vælge mellem ged og kylling. Men jeg skal ikke ud i mørket og lede efter et spisested med menukort - formentlig findes der ingen, og kort efter ankomst lyder der et skud udenfor hotellets beskyttende mure. Så jeg tager kyllingen. Det er en klassisk afrikansk af slagsen, stegt over trækul. Velsmagende, sej og uden ret meget kød på.

Der har været gjort forsøgt med at lave kyllinge-farme i Afrika, men de opfedede og oppumpede kyllinger, som vi kender dem, falder ikke i deres smag. De vil have kyllinger, der selv har kæmpet for føden.

På hotelværelset er der ikke minibar eller air-condition. Standard­udstyret er et lille stearinlys og en æske med så tynde tændstikker, at de er næsten umulige at tænde. Hvis der kommer strømsvigt - og det gør der tit - er det meningen, at man smelter lidt stearin af, og sætter lyset fast på bordet. Der er heller ikke rigtig noget vand - slet ikke varmt. Til gengæld står der en fyldt vanddunk på toilettet, som man kan bruge til håndvask, bad og skylle ud med, hvis alt andet kikser.

Meget få steder i verden vil man kalde det her for luksus, men her er det. Der er endda ingen huller i moskito-nettet.

Næste morgen bliver jeg hentet af Moses igen. Han er ansat af Dansk Flygtningehjælp, der meget venligt har hjulpet med at arran­gere besøget.

Stor global operatør

Dansk Flygtningehjælp - som i udlandet hedder Danish Refugee Council, DRC - er en meget stor operatør på flygtningemarkedet i hele verden. Det er i særklasse den største danske ngo. Omsætningen er næsten dobbelt så stor som Dansk Røde Kors.

Omtrent 20 procent af deres arbejde handler om at hjælpe flygtninge i Danmark - resten foregår i 38 forskellige lande i verden. Mange gange bliver de hyret af FN til at varetage opgaverne, andre gange starter de selv op. Pengene kommer især fra FN. En del private giver også og endelig kommer der også en del fra Danida. Men det er en meget international organisation - på Uganda-hovedkvarteret er chefen, Lilu Thapa, fra Nepal. Den næstkommanderende er tysker og hedder Luca.

- Vi har været her siden 1997. Dengang var det mest flygtninge, der kom efter folkemordet i Rwanda og efterfølgende krig i DR Congo. Men lige nu er det især mennesker, der flygter fra Sydsudan, som vi hjælper, siger Lilu Thapa.

Operationen i Uganda betales først og fremmest af UNHCR, men den virkelige ære bør tilfalde Ugandas regering, der gør det muligt. De forærer nemlig store landområder væk til UNHCR, som så igen kan give flygtningene et stykke land.

Uganderne er et utroligt venligt folk. Det er ikke sådan, at de lokale beboere bliver vrede over, at flygtninge får et stykke land. Men det skyldes selvfølgelig også de tilfældige grænser, der ofte går gennem et område, hvor folk har meget til fælles. De taler samme sprog og har samme kultur - det gør det hele noget lettere, siger Lilu Thapa.

Foruden menneskeligheden, sprog og kultur er der to andre betydende faktorer: Rigtige mange ugandere ved godt, hvordan det er at leve i frygt og krig. De ved godt, hvorfor man flygter - og at det ikke er noget, man gør for sjov. Anden faktor er, at landets præsident, Yoweri Museveni - der ellers har sine demokratiske udfordringer - gerne vil have flere indbyggere. Derfor kan han godt se fidusen i at få folk til de tyndt befolkede områder.

Desuden kan man heller ikke udelukke, at det også handler om menneskelighed, mens det er helt sikkert, at det også handler om afrikanske stolthed og vilje til at løse kontinentets egne problemer. Når europæiske politikere taler om at få Afrika til at tage mere ansvar, burde de tjekke statistikkerne først: Afrika er det kontinent, der i særklasse tager flest flygtninge.

 Men helt let er processen dog ikke, for landområderne er steder, hvor der aldrig har boet mennesker før, og derfor mest af alt er ufremkommelig jungle. Så før områderne kan tages i brug, må DRC sørge for at få sendt bulldozere op for at få ryddet det værste og skabt passage.

Praktiske problemer er der nok af. Omend grundene ikke ligefrem skal byggemodnes med el og vejnet, skal der som minimum være gravet brønde. Målet er, at der er en vandforsyningssikkerhed, der kan levere 20 liter vand per dag per menneske. Det vand skal række til alt - vask, opvask, madlavning og vigtigst: drikkevand. En gennemsnitsdansker bruger omtrent 110 liter vand per dag - og så er drikkevarer ikke inkluderet. 

Foreløbig er de 20 liter om dagen dog de fleste steder kun en målsætning - mange må nøjes med mindre, masser må gå mange kilometer efter vand.

Ikke udsigt til fred

Et første stop i Adjumani er DRC’s lokale kontor. Her er til gengæld kun lokalt ansatte, omend chefen Emmanuel har studeret i Danmark.

- Men det danske sprog var så svært at lære. Det ærgrede mig utrolig meget, da den danske ambassadør var på besøg.

 Bagefter går turen til hovedkontoret for UNHCR - FN’s kommission for flygtninge, der siden 1950 har hjulpet mennesker på flugt over hele verden. Mest af officielle grunde - man kan ikke bare komme dumpende, og man kan under ingen omstændigheder gøre det diskret. Hverken hvide eller journalister er hverdag her.

 - Vores arbejde her handler meget om at skaffe penge. Vi er altid bagud. For 2016 har vi kun penge til omkring de første tre måneder. Det er vores største problem, for der bliver ved med at komme flygtninge hver dag, og der er ingen der tror på, at der snart kommer fred i Sydsudan. Det er der slet ikke udsigt til, siger Akiko Tsujisawa, der er leder af UNHCR i Adjumani

Jeg skal også møde repræsentanten for Office of the Prime Minister, men det er hurtigt overstået. Han ser mit fine papir fra det danske udenrigsministerium - som jeg endda har plasticlamineret hjemmefra, fint skal det være - og så er det velkommen til Adjumani og omegn.

Første stop - for mig og flygtningene - er transit-lejren. Den er tæt på grænsen, og hver morgen sender UNHCR busser op til deres opsamlingssted ved grænsen, hvor dagens last af flygtninge venter.

Nogen har vandret i mange dage for at komme til opsamlingsstedet, andre har brugt lokal transport - i det omfang de stadig fungerer.

Derfra bliver de kørt til transitlejren, der ligner en klassisk flygtningelejr. Der er lange rækker af telt-barakker - beklædt med presenninger fra UNHCR. Umiddelbart indenfor i lejren står de senest ankomne og venter på at blive registreret. I går kom der 150, i dag er busserne på vej med 228 nye flygtninge. 

Omkring 80 procent af flygtningene er børn og kvinder - mændene er enten blevet hjemme for at passe på besiddelserne - oftest en ko - eller de er i krig. Eller dræbt i krig.

Der er nysgerrige børn overalt i lejren. Vi går rundt med et større følge, for endelig sker der noget nyt for dem.

Enkle julegaver

Efter registreringen er det videre til endnu en kø. Flere hundrede mennesker står pænt og venter på, hvad der blev deres eneste julegave i 2015.  Men havde de ikke været her, havde de sikkert ingenting fået, og det er heller ikke alting, der kan bare gøres oppe i penge - hver person får for en 20-30 kroner, men for dem er det gaver sendt fra himlen.

Alle får en plastickop, en plastictallerken, et myggenet, et stykke sæbe, en stråmåtte at ligge på og et tæppe at sove under. Selvom der er 35 grader under solen, kan der være koldt om natten, så det er vitterligt gaver, der gør en forskel. Mellem liv og død endda.

 Derfra går turen til den midlertidige bopæl. Det kan enten være en plads i et telt eller i et af de få huse, der er bygget. De er markant dyrere end teltene, men er et meget bedre sted at bo - især i regntiden. Men pengene er der ikke. Et hus med tre værelser, der hver kan rumme 50 mennesker, koster 70 millioner ugandiske shillings. En - slags - toiletbygning koster 25 millioner, men dem er der ved at blive bygget en håndfuld af, for hul-i-jorden-metoden kan let ende med kolera­epidemi.

Hver familie får et afmålt hjørne. Pladsen er trang, og privatliv er der intet er. Stemningen her er træt - indenfor eller udenfor i skyggen under træerne er der mange, der sover ovenpå rejsen. Men der er også en fornemmelse af mål over stedet.

Trøstesløs og håbløshed er ikke ord, der passer ind her, for først og fremmest er det et trygt sted, hvor krigen ikke længere kan nå dem. Efter rejsen er der endelig nogen, der passer på dem. Nogen der siger velkommen. Man bør ikke undervurdere, hvor meget det betyder for et menneske at blive mødt som et.

Det er en stor ting for mennesker, der kommer fra et sted, hvor respekt for liv ikke er fremherskende.

 Men det sværeste er ikke at holde dem i live og i sikkerhed. Det absolut sværeste er at få dem integreret i samfundet. 

Det er det, vi skal ud at se på nu. Jeg mister hurtigt overblikket over, hvor vi egentlig kører rundt. Det er små, små veje. Enkelte huse af mursten, masser af hytter. Men først besøger vi et settlement, hvor nogen af de første flygtninge har boet i lang tid - nogen i snart 20 år.

De er blevet gift, har fået børn her, men drømmer stadig om at komme hjem - alligevel. Rødder betyder meget i Afrika. Alle kan henvise til deres village, den landsby enten de selv eller deres for­fædre er født i.

- Jeg håber stadig at komme tilbage. Men lige nu er der ikke noget håb for mit moderland. Jeg har stadig familie i Sudan, og de siger, at der er livet altid i fare, siger Kaykasco Ben Kilongson, der er en mønsterlandmand og en slags formand for lokalsamfundet af flygtningene - og et godt eksempel at vise frem som en succeshistorie om vellykket integration.

Lille mark i bushen

Hans mark ser også flot ud. Det er et stykke land, han har lånt af en god nabo. Bananpalmer, kål og orca vokser frodigt og grønt. Alt - pløjning, såning og høst - er gjort med hakke og håndkraft, og derfor er marken kun en lille græsplænestor plet i et kolossalt uopdyrket område. Potentialet for mere effektiv udnyttelse af jorden er enormt, men her er ikke en traktor i miles omkreds. Og heller ikke nogen, der ved, hvordan man styrer den, så derfor foregår tingene, som de har gjort i hundreder af år.

Lidt fremskridt er der dog. DRC har foræret lokalsamfundet to maskiner, der måske kommer til at gøre en forskel, og give bare en lille indtægt. En maskine - med egen generator - der kan snitte matoke-rødder i fine skiver. Det gør det meget lettere at bruge dem i madlavningen - eller sælge dem som rå snacks. De smager ikke rigtig af noget, men er sundere end noget fra Kims.

De har også fået en frugt-presser, der kan lave frisk juice af lemon, appelsin og lokal melon. Det smager til gengæld rigtig godt og kan sælges på det lokale marked eller foran skolen.

Begge maskiner bliver vist frem med ærefrygt og en ivrighed, der er ved at få frugtpresseren til at eksplodere. Stoltheden er kolossal - cirka 50 mennesker er samlet for at se vidunderne arbejde, og ingen af dem ved, at sådan en maskine køber vi for 300 kroner i Bilka, og så ender den bagerst i skabet fordi den er for bøvlet at bruge i længden. Her er den et mindre mirakel.

Retfærdig har verden aldrig været - heller ikke for Mugulu Godfrey, der som bare syvårig flygtede sammen med sin storebror fra Sydsudan, efter at deres forældre og resten af familien blev dræbt. De kom til Uganda, men her blev storebroren kidnappet og dræbt af LRA. Så siden har Godfrey været alene, og den skæbne har han ikke lyst til at snakke om.

Hellere taler han om sin lille tømrer-biks, hvor han bygger møbler i værkstedet under det store træ. DRC har sørget for, at han kunne få vocational training - en slags grundkursus indenfor et håndværksfag. Hans møbler er store og tunge, men til gengæld vil de holde noget nær for evigt.

- Jeg regner med at sælge den her seng for omkring 100.000, siger han. Det er lidt under 200 kroner, så timelønnen vil være minimal. Men nu er han noget. Han kan noget. Og han skriver sit telefonnummer - 0779771075 - på min blok. Ikke fordi at han tror, at jeg ringer, hvis jeg skulle få brug for en seng - men fordi telefonnummeret i Uganda fungerer som et slags bevis på, at man er her i verden. Kun få har en egentlig adresse, og en telefon er et skridt op i verden. 

Den billigste model - fra Africell - koster 37.000 inklusiv simkort og lidt taletid. Modellen ligner noget fra det forrige århundrede. Et gennemsnitligt dansk barn ville have grædt over at få sådan en i julegave; det er svært at være her uden at komme til at tænke, at det ikke ville gøre verden til et dårligere sted, hvis der bare var lidt mere retfærdighed til.

Måtte efterlade sin mand

For Betty Ascend - der gætter på, at hun er 62 år gammel, men nu ser yngre ud - ville sådan en telefon have gjort en forskel. Så kunne hun nemlig forsøge at ringe hjem til slægtninge i Sydsudan, der kunne fortælle hende, om hendes mand var død eller i live.

Lige nu sidder hun her i det nyeste settlement i Adjumani-distriktet foran sin lille runde hytte. Hun er her sammen med sine tre teenage-drenge, Undzy, Mmazia og Michael, og de her været i Uganda i næsten et år. Sidste jul holdt de i transitcentret. Manden var med på første del af flugten, men bestemte sig for at vende tilbage.

- Han sagde, at han var for gammel til at være på flugt. Hvis de ville skyde ham, så måtte det være sådan. Hverken mig eller drengene kunne overtale ham til at tage med.

Selv havde hun ikke noget liv tilbage i Sydsudan. Kun i dagtimerne turde hun være i sin hytte og på sin mark.

- I mange, mange dage gik vi ud i bushen, når det blev aften. Det var det eneste sted, vi kunne sove trygt.  

Men selv der kunne hun høre skud, og i tiden indtil de begyndte at tilbringe nætterne i bushen, sov hun slet ikke.

- Vi vidste aldrig, hvornår de kom. Eller om det var soldater eller rebeller. De havde alle sammen dækket deres ansigter til. De stjal og skød. Og de voldtog. Selv sådan nogle gamle nogen som mig.

Nu overlever familien af tre ting: De får en mindre ration mad fra UNHCR, de dyrker deres mark, og så går de ud i skoven og fælder træ for at lave det om til trækul. Det sidste er en tidskrævende og vanskelig ting. Træet skal brændes nøjagtigt, så det kan bruges som kul. Holder man ikke øje med det, bliver det til usælgeligt aske. Det tager familien omkring en uge at få kul nok til en sæk, der kan sælges for 10.000.

- Livet er hårdt her. Men det er bedre. Trods alt.

De tre drenge, der står ret op bag deres mor, siger ingenting. De går i områdets skole, og i hvert fald for den store på 15 år går det godt. Det ved de, fordi hun for nylig frikøbte hans eksamensresultat. (Lærerne tjener næsten ingenting og gør hvad de kan for at skaffe lidt ekstra indtjening. Pigernes tvinges til at betale på en anden måde - sex for bedre karakterer, og det problem er enormt.) Pengene - 3100 shilling - skaffede hun ved at sælge det sidste af de fire stykker sæbe, de fik i transitlejren.

- Hvad håber du for jeres fremtid?

- Ehh, jeg ser meget lidelse frem­over. Hårde tider. Jeg ved, ikke om vi nogensinde kommer tilbage til Sudan. Men jeg vil ikke tænke på det. Det gør ondt i mit hoved, når jeg gør det.

Efter at flygtningene er ankommet til settlementet, er de i princippet overladt til at skabe deres eget liv. De får hver måned en lille mad-ration fra UNHCR. De får lidt ekstra udstyr, en vaskebalje, vanddunk, gryde og en stol per snude, men ellers må det klare sig selv. Kun de allermest udsatte får fortsat ekstra hjælp af DRC - især i form af en hytte.

Flygtede med sine seks børn

Sådan en har Faith fået. Hun kom til Uganda i februar sammen med seks børn - den ældste ligner en på cirka 14, men den præcise alder er der ingen, der kender. To af børnene er hendes egne, så er det to af hendes brors børn, og så er der to børnebørn.

- Min mand døde af et slangebid. Min bror døde i krigen. Min datter blev gift med en anden mand, og han ville ikke have en andens mands børn i sit hus. Datteren bor stadig i Sudan, men sender hverken penge eller hilsner til sine børn.

Der er bunker af børn omkring hytten, der er en af de få, der er bygget af brændte mursten. Hvem, der er hendes, er umuligt at få styr på. Men de smiler alle sammen. Det gør hun ikke.

- Dengang der var fred i landsbyen, havde vi et godt liv. Men så kom krigen. Vi vidste aldrig, hvad der ville ske. Så vi begyndte at gå. Det første lange stykke tid gik vi bare, men så kom der en mand, der hed Edward. Han tog os op og kørte os til grænsen ved Nimule.

Håb for fremtiden

16-årige Grace har også fået et hus af DRC. Det er bygget af soltørrede mursten, for træ er efterhånden en mangelvare, man skal passe på. To drenge henter to plasticstole, som vi kan sidde på i skyggen af hytten. Under hele interviewet ammer hun sin seks måneder gamle søn, der ikke har fået noget navn endnu. Når han ikke spiser, kigger han på verden med klare nysgerrige øjne.

Det gør Grace ikke. I et område der ellers er fyldt med skæbner, er hun den, der gør mest indtryk på mig. For hun er et menneske, der ikke har nogen god fremtid. Det er sådan, dybe sår i sjælen - som ikke vil hele - ser ud i virkeligheden.

- Jeg tror nok, at faren til barnet kunne lide mig. Men da jeg blev gravid, rendte han væk. Og mine forældre synes ikke, at det var en god ide, at jeg skulle have et barn, så de smed mig ud.

Jeg spørger om hendes håb for fremtiden. Først svarer hun slet ikke, ser på et sted fjernt bag ved alting. Tolken spørger igen.

- Lige nu er jeg her. Lige nu kan jeg jo ikke andet ... men måske vil jeg gerne tilbage til skolen. Jeg gik ud af sjette klasse.

Det er ikke noget dårligt håb. Men i et område hvor mulighederne er så få, og voldtægter og vold mod kvinder er så omfattende, kræver det et mirakel.

Jeg giver hende mine sidste 50.000 - journalistisk etik om aldrig at betale sine kilder gælder ikke alle steder i verden - og siger farvel til et sted, der langt fra er så trist og håbløst, som jeg havde forventet. Jeg har set mange mennesker leve under langt mere trøsteløste forhold.

For nok er de ludfattige, skæbnerne er hårde, men der bliver sagt velkommen. De bliver mødt som mennesker med ret til at være i verden. Måske er det nemmere at dele, når man intet har, og derfor ikke har frygten for at miste.

Landcruiseren suser gennem mørket, flere steder gennem store flammer, hvor jungle er ved at blive gjort klar til landbrugsjord. På Ruyo Guesthouse er der for tredje aften stadig kun kylling og ged på menuen. Men at have valget er at være privilegeret. Jeg kan rejse alt det, jeg vil, men jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan flugten er.

Rejsen til Uganda er delvist gennemført på et rejsestipendium på 11.500 kroner fra Danidas oplysningsbevilling.