Vellyd på Kunstmuseet

HJØRRING:Torsdag aften vil Vendsyssel Kunstmuseum genlyde af smukt klingende strygere, når den danske kvartet med det polskklingende navn, Zapolski-S Kvartetten, giver koncert med værker af Prokofiev, Beethoven og Brahms. Kvartetten blev dannet i 1993 og har siden sin fødsel spillet sig direkte ind i toppen blandt danske strygekvartetter. Det er blevet til såvel koncerter og cd-udgivelser i ind- og udland, og kvartetten har optrådt ved festivaler i blandt andet Rusland, USA og ved den eksklusive Kuhmo Kammermusikfestival i Finland. Zapolski-Kvartettens repertoire spænder vidt. Både klassiske og samtidige komponister er repræsenteret, og kvartetten viger heller ikke tilbage for at optræde i jazz-sammenhænge. Alexandre Zapolski, som har lagt navn til firkløveret, har endog lavet arrangementer over Jimi Hendrix-numre. Gruppen har en løbende samarbejdsaftale med DRs P2, og her kan man med jævne mellemrum følge kvartettens musikalske udvikling. I 2000 modtog Zapolski-Kvartetten Anmelderringens Musikpris. Samme år blev den nomineret til en Grammy for indspilningen af Carl Nielsens Strygekvartetter. Det er Hjørring Musikforening, som står bag arrangementet, der er støttet af Hjørring Kommunes Arrangementspulje, Statens Kunstråd og Amtets Musikudvalg.