Vellyd under hvælvingerne

HJØRRING:Det var 17. gang, at Hjørring Folkekor og Bagterp Blæseorkester forleden gav koncert i Sct. Catharinæ Kirke. Det særlige ved koncerterne er, at et damekor akkompangeres af et messingblæserensemble - i hvert fald en del af koncerten. Folkekoret sang blandt andet sangen Betlehem, som har melodi af den 80-årige Bent Fabricius Bjerre. Herud over bød den vokale afdeling også på solistindslag i form af operasanger Erik Bekker. Han sang kendte toner, nemlig Gounods vesion af "Ave Maria", akkompagneret af Elisabeth Jensen. Senere kunne tilhørerne fryde sig over barytonsangerens udgave af et "Agnus Dei" - i denne udgave komponeret af Georges Bizet. Som afslutning på koncerten deltog samtlige optrædende i et fransk værk, som Borghild Nielsen havde gendigtet på dansk. Kristina Hanson, som til daglig er musikskolelærer, var dirigent, okesterleder samt arrangør, og ud over det kolossale arbejde formår hun tillige at inspirere deltagerne til at yde deres ypperste.