Vellykket afslutning på persisk marked

Ranum Skole sluttede temadage med musical og skolefest

Ranum 1. december 2002 07:00

RANUM: Det kan godt være, rammerne udvendig ligner et stykke dansk gennemsnitsarkitektur, men indvendig var Ranum Skole omdannet til et stort persisk marked. Afslutningen på fire temadage om Orienten blev til en vellykket skolefest med musical, marked og musik. Aladdin er musicalen om den fattige skræddersøn, som bor med sin mor i Persiens hovedstand, Ispahan. Den onde ånd, Nourredin, forsøger at udnytte Aladdin for at få fat i en lampe. Aladdin lokkes ned i en hule, men ved hjælp fra ringens ånd, lykkes det Aladdin at komme op igen, denne gang med både ædelstene og lampen. Tilbage i hovedstaden bliver Aladdin forelsket i Sultan Solimans dejlige datter Gulnare. Og heldigvis har Aladdin både sin mor og lampens ånd til at hjælpe sig med at få kontakt til sultandatteren. Alle involveret Fantasien har virkelig været på overarbejde før og under temadagene. Samtlige elever og lærere har bidraget til alt fra fremstilling af dekorationer, kostumer og indretning af boder. Således kunne forældrene opleve at blive spået, komme i spillebuler, til basar, til persisk marked, spise specialiteter i form af pandekager med fyld og salat, oksedeller med pitabrød og salat samt få kaffe med brød. Mens forældrene nød en forfriskning eller to ovenpå de mange synsindtryk, festede eleverne i det til lejligheden etablerede diskotek. Udenfor var vejret som vi kender det i november. Men inden for stemningen varm og alt andet end dansk. Måske har en eller anden på skolen opnået god kontakt til lampens ånd?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...