Hirtshals

Vellykket eftermiddagstur

HIRTSHALS:Ældre hjælper ældre under Ældremobiliseringen havde arrangeret en sommertur med bus til nogle nære udflugtsmål. Vejret var fantastisk, da bussen med start fra Lynggården samlede en række tilmeldte deltagere op undervejs. Herefter kørte man op på Tornby Bjerg, hvor man fra bussen nød den fantastiske udsigt. Næste stop var Hellehøj, inden det gik mod havekolonien Løjbjerg. Her diskede haveforeningen op med kaffe og hjemmebag. Ved ankomsten stødte Lynggårdens liftbus til med yderligere deltagere således, at kaffebordet omfattede 46 personer. Efter hygge og fællessang fik deltagerne mulighed for at se enkelte af de i alt 109 haver, der er i kolonien. På hjemturen gav deltagerne udtryk for, at de havde nydt den dejlig tur, bl.a. fordi de ikke skulle køre så forfærdeligt langt for at nå udflugtsmålene.