Vellykket Ø-fest med revy og bål

Teater 25. juni 2003 08:00

ØLAND: Sommerfesten - Ø-festen - blev igen i år en kæmpe succes. Festen, der denne gang var udvidet med flere dage, startede om torsdagen med cykelløb, hvor private og forretningsfolk sponsorerede de 17 deltagere. Fredag aften var der gadeturnering. Cirka 100 øboer havde denne blæsende sommeraften fundet vej til sportspladsen. Ni gadehold var opstillet til kampen om den eftertragtede vandrepokal, der senest i 2000 blev vundet af Samsøvej. Og så gik den vilde kamp med bueskydning, elastiktræk, ballonoppustning, lagkagepyntning o.m.a. Spændingen stod på i flere timer, inden holdet fra Birkefredsvej kunne kåres som vinder. Lørdag formiddag startede med stort loppemarked, hvor mange gjorde en rigtig god handel. Om eftermiddagen var der børnedyrskue. Tilstrømningen af tilskuere var stor. - Den store succes med arrangementerne kan vi ikke mindst takke Beboerlaugets aktivitetsudvalg for. De fem særdeles aktive unge mennesker har virkelig slidt og slæbt for alt skulle fungere, siger formanden Mogens Chr. Wiese. Sommerfesten kulminerede lørdag aften med fællesspisning i teltet. Derefter gik revyholdet på scenen, og i over en time underholdt de dygtige lokale aktører de godt hundrede gæster med deres satirer, hvor flere øboer måtte stå for skud. Alle morede sig, og teltet næsten løftede sig under bifaldet. Revyholdet havde i år besluttet at uddele en pris og en flot sølvpokal til en initiativrig øbo. Prisen gik til formanden for Øland Beboerlaug Mogens Chr. Wiese. I sin takketale roste han holdet for en flot og underholdende revy, og for at give dem inspiration til næste år, fik hver aktør en billet til Cirkusrevyen. Herefter blev der trængsel på dansegulvet til musik fra Diskotek Night Train, til langt over midnat. Øfesten sluttede sankthansaften, hvor der var tændt op i den store grill og fællesspisning i teltet af den medbragte grillmad. I styrtende regn blev bålet kl. 21 forsøgt tændt og det lykkedes da også næsten at få heksen futtet af, men de 60 fremmødte måtte lytte til byrådsmedlem Helle Bak Andreasens båltale i teltet. Hun kom i sin tale ind på det gode ved at bo i et lille lokalsamfund hvor sammenholdet og hjælpsomheden er stor. Tolerance og forståelse er i vores stressede verden en dyd, som man i dag næppe finder i storbyerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...