Virksomhedsøkonomi

Vellykket ølfestival

HOBRO:Weekendens ølfestival i Hobro kalder på en gentagelse til næste år. Sådan lyder meldingen fra festivallens koordinator Morten Grotrian fra Junior Chamber i Hobro efter en festival, der langt oversteg arrangørernes forventninger. - Det gik så godt, at jeg godt tør love, vi arrangerer ølfestval igen næste år, siger han. Festivallen havde godt 500 besøgende jævnt fordelt over eftermiddagen og aftenen, og allerede inden klokken 15 var der fyldt op i Det Røde Pakhus med omkring 150 ølglade hobroenesere. I fjor var der entré på 75 kroner, og da kunne festivallen knapt samle 100 besøgende hele dagen, så Morten Grotrian er særdeles tilfreds, med at man i år havde valgt at give gratis adgang hele dagen. Umiddelbart kunne arrangørerne frygte et sammenrend af "uheldige elementer" ved en ølfestival med gratis entré, men den frygt blev gjort til skamme, fortæller koordinatoren. Kun et par gange i løbet af dagen måtte en gæst opfordres til at søge andre græsgange, og det skete helt uden dramatik. Morten Grotrian er ikke helt færdig med opgørelsen af det økonomiske resultat, men omsætningen kom i nærheden af 50.000 kroner. Overskudet vil ikke helt kunne dække det tab, som festivallen gav i fjor, men Junior Chamber er tilfreds. - Det var ikke så ringe endda, siger Morten Grotrian, der sidder i kammerets bestyrelse.