Dybvad

Veloplagt Mejdahl på Knudseje

DYBVAD:Velsignet med det fineste vejr holdt Skæve, Dybvad og Albæk venstrevælgerforeninger tirsdag aften, for andet år i træk, deres sommerudflugt sammen. Og for andet år i træk gik turen til Knudseje hovedgård, denne gang med en veloplagt Christian Mejdahl som taler. Med udgangspunkt i ”Historiens sang” og citatet: ”Da står en ny tids bonde på sin toft og lytter ud mod andre lærkesange”, gav Christian Mejdahl sit bud på, hvordan nutidens globalisering kan forstås, og hvilke udfordringer, det giver både nu og i fremtiden. Niveauet i folkeskolen skal øges, flere unge må tage sig en uddannelse, efteruddannelse, gode vilkår for iværksættere var bare nogle af de områder, Mejdahl berørte. Med knap 100 deltagere betegnes aftenen fra de tre foreningers side, som en succes, og der var heller ingen ærgerlige miner hos de landmænd, der var sprunget af mejetærskeren et par timer for at deltage i arrangementet. Til slut fik Frederikshavnerkredsens nye folketingskandidat Anders Broholm lejlighed til at præsentere sig for tre af de foreninger han efter nytår skal være repræsentant for.