Veloverstået generalprøve

Weekendens erfaringer har gjort Thisted klar til at afholde verdensmesterskab for H-både næste år

Per Hovmark med besætning (midten) vandt søndagens sidste sejlads, og endte på en samlet femteplads.
Foto: Diana Holm <i>diana.holm@nordjyske.dk</i>

Per Hovmark med besætning (midten) vandt søndagens sidste sejlads, og endte på en samlet femteplads. Foto: Diana Holm diana.holm@nordjyske.dk

Galleri - Tryk og se alle billederne.

THISTED:Lørdagens sejladser på Thisted Bredning druknede lidt i regn. Det havde dog på ingen måde indflydelse på stemningen om aftenen, hvor godt 200 sejlere, familie og sponsorer holdt gallamiddag i sejlklubbens klubhus, skriver Thisted Dagblad mandag.

Borgmester Lene Kjelgaard Jensen var også med til festen, og hun holdt en tale i hvilken, hun blandt andet roste klubben for godt initiativ, fremhævede den gode pr sådan et VM giver kommunen, og skæmtede elegant med, at ikke alt, der handler om vind, også handler om møller. Efter musik og dans til midnat krøb sejlerne til køjs, for at være friske til søndagens sejladser.
Vejret artede sig unægteligt noget bedre med sol fra morgenstunden, men en ret sløj vind. Derfor udsattes den første sejlads en lille time, men lidt i elleve var de 36 både i gang.
Den enlige svenske båd i feltet havde stjålet opmærksomheden lørdag med tre af tre mulige sejre. Men søndag var det danskernes tur til at vinde. Der blev afholdt to sejladser, og Claus Høj Jensen fra Holbæk vandt den første, mens Per Hovmark, Thisted, og besætning vandt den femte og sidste.

Positiv stemning

Per Hovmark er en af hovedmændene bag arrangementet, og kunne søndag eftermiddag evaluere weekenden.

- Altså, det er jo ærgerligt med sådan et møgvejr i går, men der kom da en del folk trods alt. En af de vigtige erfaringer er, at det godt kan lade sig gøre at skabe god stemning på havnen for publikummer til sådan en sejlerweekend. Og så var teltet med live-kommentering rigtig godt. Det skal vi have udvidet til næste år, og så skal vi have set på, hvordan vi får flere med ud i publikumsbåden. Det sidste tror jeg dog hænger meget sammen med vejret lørdag, fortæller han.
Der var sejlere med fra alle egne af landet, og stemningen blandt dem var klart positiv. Alle havde haft en god weekend, og langt de fleste lovede at komme igen næste år, uagtet om de selv skulle sejle VM eller ej.
Til VM deltager 70 både, så praktisk alt skal fordobles i forhold til i år, men den opgave er man klar til.
- Det var godt at få en føling med det i år, og vi er jo mange gode kræfter, som kommunen, klubben, de lokale virksomheder samt sponsorer der arbejder sammen om det her, så vi glæder os til at byde velkommen igen næste sommer, siger Per Hovmark.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.