Bryggerier

Velskænket hobby

I kølvandet på den danske ølrevolution er danskerne blevet vilde med at brygge øl. Og det behøver ikke være svært, forsikrer nordjysk brygger

Martin Rantzau begyndte selv at brygge øl på Haandbryggeriet omkring årtusindskiftet. Arkivfoto: Martin Damgård

Martin Rantzau begyndte selv at brygge øl på Haandbryggeriet omkring årtusindskiftet. Arkivfoto: Martin Damgård

FLERE OG FLERE steder lever det danske bryggers igen op til sit navn. Mikrobryggeriernes fremkomst genfødte nemlig samtidig danskernes interesse for selv at sætte et bryg over hjemme i garagen, kælderen, eller hvor der nu ellers kunne blive plads i hjemmet. - Det er blevet voldsomt populært at brygge øl på hjemmeplan, konstaterer Martin Rantzau, der driver “Haandbryggeriet i Gjøl”. Noget helt præcist bud på, hvor mange danskere, der brygger selv, har hverken Martin Rantzau eller nogen anden. Men opskriftsdatabasen “BeerCalc” giver et fingerpeg om, at det er mange. Her finder man for tiden 9000 opskrifter uploadet af danske brugere. Og der er faktisk heller ingen gode grunde til at holde sig tilbage, fastslår Martin Rantzau. - At brygge øl på køkkenbordet er faktisk uhyre simpelt - det er først, når man ønsker at styre processen mere eller mindre hundrede procent, eller man ønsker at vide, hvorfor noget sker eller ikke sker, at det begynder at blive kompliceret, bemærker han. Først og fremmest handler det om at komme i gang. Og så er det en god ide på forhånd at tage stilling til ambitionsniveauet, understreger Martin Rantzau. Eller sagt på en anden måde: Er temperamentet ikke til de komplicerede overvejelser om sammensætningen af det øl, man senere vil hælde på flaske, så kan man købe ølkits hos en lang række forhandlere. Det kræver stort set kun gå-på-mod, en gærspand og en el-kedel. Eller måske er man en af dem, der vil have styr på sit bryg helt fra bunden. Mere ambitiøst, men i længden måske også mere spændende. Valget er under alle omstændigheder afgørende for, hvor stor investeringen er i første omgang, og vælger man rigtigt fra start, undgår man dyre fejlinvesteringer. Når interessen først er født, så er den bedste måde at komme i gang ifølge Martin Rantzau at opsøge ligesindede. - Håndbryggere er oftest uhyre hjælpsomme. Jeg vil næsten vove den påstand, at håndbryggere har en unik evne og vilje til at ville dele viden og hjælpe og støtte nye med at komme i gang - måske fordi man selv husker, hvordan det var som ny udi ølbrygningens verden, siger han. Hvis man ikke selv kender en håndbrygger i nabolaget, så er der hjælp at hente på en række hjemmesider. - Sider som haandbryg.dk, og den noget nyere portal www.haandbrygforum.dk. Det er mildt sagt de steder, hvor håndbryggere over det ganske land finder sammen. Både på nettet naturligvis - men også rent fysisk, fortæller Martin Rantzau. Haandbryg.dk er næsten at betegne som en bibelside for håndbryggere, hvor man eksempelvis kan se, hvor i landet, der findes bryglaug, der ofte ganske uformelt mødes, og får sig en brygsnak over håndbrygget øl. Her kan man også få gode råd om, hvad man som minimum skal investere i af udstyr før det første bryg. I det nordjyske er Aalborg Håndbryg gerlaug af 2004 blandt landets absolut største samlingssteder. Endelig kan man flere steder spredt over hele landet melde sig til kurser i håndbrygning. Når man er i gang, er det vigtigt at bevare det kølige overblik. “Jeg skal prøve alt” er en af de farlige fælder, der i tidens løb har snuppet mangt en nystartet håndbrygger, fastslår Martin Rantzau. - Start stille og roligt. For eksempel med et færdigpakket, valset og velafprøvet brygkit fra en af leverandørerne. Prøv derefter nogle andre færdig kits. Når tiden er inde til komme videre, så start med én ting. Prøv en anden gær i et kit, du har prøvet før, eller prøv at udskifte eller tilsætte en anden malttype til et kit, råder Martin Rantzau.