Velspillende Axelsen buldrer i årets første finale

Viktor Axelsen havde styr på sin modstander i Malaysia Masters-semifinalen, som han vandt i to sæt.

Viktor Axelsen vandt Malaysia Masters i 2018. Søndag spiller han for endnu en triumf.

Viktor Axelsen vandt Malaysia Masters i 2018. Søndag spiller han for endnu en triumf.

KUALA LUMPUR: Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er klar til finalen i årets første turnering på world touren, Malaysia Masters.

Med en overbevisende indsats besejrede Axelsen i lørdagens semifinale Ng Ka Long Angus fra Hongkong i to sæt med cifrene 21-14, 21-18.

I slutkampen venter verdensetteren Kento Momota fra Japan, der fører 13-1 i indbyrdes kampe mod danskeren.

Efter en jævnbyrdig indledning tog Axelsen initiativet, vandt syv bolde i træk og gik fra 8-9 til 15-9.

Den 26-årige dansker udstrålede overskud og spillede med tålmodighed mod en modstander, der efterhånden er ved at udvikle et Axelsen-kompleks.

Det var de to spilleres ottende indbyrdes opgør, og Angus har fortsat ikke formået at tage et eneste sæt fra danskeren.

Med sikker hånd styrede Axelsen første sæt i hus og var på direkte kurs mod finalen i turneringen, som han vandt i 2018.

Hongkongeren var dog ikke slået og smed alle hæmninger fra andet sæts begyndelse.

Han bragte sig foran 5-0, og da Axelsen kom på 5-5, indledte Angus blot endnu en stime, der sendte ham op på 9-5.

Axelsen genvandt dog kontrollen og var i spidsen med 11-9 ved den lille pause i sættet.

Danskeren signalerede undervejs, at han havde småproblemer med hoften, men han bevægede sig godt og holdt den godt kæmpende modstander på afstand.

Axelsen tilspillede sig tre matchbolde ved 20-17. Han kiksede den første, men tog sejren, da Angus efterfølgende servede for kort.

Malaysia Masters er en såkaldt Super 500-turnering og rangerer således på world tourens fjerde niveau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.