Vemodig afsked med rutebilstationen

Gode naboer gennem mange år spredes over hele byen

Aalborg 28. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Det var med stor vemodighed, frisørmester Arne Johnsen i går eftermiddag begyndte at pille lamper ned og sammen med stole, spejle og andet habengut pakkede det i traileren, som holdt udenfor forretningen. Efter 31 år er Arne Johnsen tvunget til at forlade Aalborg Rutebilstation sammen med de øvrige, som har drevet forretning der. Senest i dag skal de allesammen være ude, for mandag starter nedrivningen af bygningen, der udover Arne Johnsens frisørsalon også har huset en damefrisørsalon, en tandlægeklinik, madstedet Chicago Roast, et cafeteria og en kiosk. De gamle bygninger skal vige for en ny rutebilstation med forretninger, restaurant og biograf. - Det er godt nok mærkeligt, og jeg har knapt vænnet mig til tanken endnu. 31 år er immervæk lang tid, konstaterer herrefrisøren. Ikke alene siger Arne Johnsen farvel til sin salon. Det er også afskedens stund med en stribe gode naboer. - Vi har altid haft et meget godt forhold til hinanden, og det bliver absolut et savn at skulle spredes for alle vinde. Specielt mindes Arne Johnsen, da hans salon udbrændte ved en påsat brand i 1989. Dengang inviterede damefrisøren ved siden af ham straks til at benytte hendes faciliteter, indtil hans egen salon var genopbygget. Det er han hende evig taknemlig for. Sammenholdet blev ekstra godt tømret sammen, da forretningerne på rutebilstationen i fællesskab førte erstatningssag mod TK Development for at opnå den bedst mulige erstatning, nu hvor de bliver tvunget til at forlade bygningen. For et par måneder siden blev der indgået forlig i sagen. Ingen af de forretningsdrivende på den gamle rutebilstation har i sinde at leje sig ind i det nye center, som står færdigt om halvandet år. - Dels bliver huslejen alt for høj, og dels er jeg personligt ikke meget for den slags centre, forklarer frisøren. Arne Johnsen flytter sin salon til Østerbro i lokaler, hvor tømrerfirmaet Pallisgaard tidligere havde kontor. Chicago Roast flytter også til Østerbro og er forlængst begyndt at indrette sig. Damefrisøren, som kom Arne Johnsen til undsætning i nødens stund, flytter til Holbergsgade, mens tandlægen flytter sin klinik til Hasseris. Parret, der har drevet cafeteriet på rutebilstationen tager ferie og en tænkepause, mens kioskdamen stopper.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...