EMNER

Vemodig sidste dag på billedskole

Støtteforening afleverede over 100 sympati-underskrifter til borgmesteren

HOBRO:Vemodet stod tydeligvis malet i ansigterne på kursisterne. Og akkurat den slags attituder lærer man ikke på en billedskole. Følelser kommer indefra - måske med omløb til den kreative højre hjernehalvdel, hvorfra Mai-Britt Olesen de seneste 15 måneder har øset af sine kunstneriske kæpheste til mellem 800 og 1000 kunsterisk kursister i Hobro. Og i går var sidste dag på Hobro Billedskole - derfor vemodet. Men der blev sagt farvel med manér og med en skrivelse til kommunen. Over 100 fortrinsvis nuværende og tidligere elever slutter med deres signatur op bag ønsket om ”fortsat at blive undervist lokalt i et uhøjtideligt og inspirerende miljø”. - Og den tilkendegivelse gør helt bestemt indtryk. Rent faktisk har jeg mødt en del borgere på gaden, som har udtrykt deres sympati over for Hobro Billedskole. Den sympati deler jeg, for Mai-Britt Olesen har udført et flot stykke arbejde, roser borgmester Jørgen Pontoppidan (V), som på sit kontor modtog listen med de indsamlede underskrifter. Helt uden kommunal støtte har skoleder og idekvinde Mai-Britt Olesen drevet sit værk. - Men mit helbred rækker ganske enkelt ikke til en daglig arbejdsdag på op til ni timer, som er nødvendig for at kunne betale huslejen i Det Sorte Pakhus. Derfor har jeg opsagt lejemålet. Løbet er kørt, siger hun. Kommunen har ikke kunnet finde en vej til at støtte et privatdrevet foretagende som Hobro Billedskole, hvor prisen er sat til 1000 kroner for 15 lektioner à tre timer. - Sådan er reglerne. Vi slår bestemt ikke skolen oven i hovedet, som det har fremgået af læserbreve, forsikrer borgmester Jørgen Pontoppidan. Dorte Lund, formand for støtteforeningen, håber, at billedskolen kan drives videre med basis i egne lokaler, hvor materialerne kan opbevares og billederne blive hængende på væggene i inspirerende omgivelser som i pakhuset med udsigt til havnefronten. Det tør børne- og kulturudvalgsformand Jan Hviid (V) nu ikke love. - Men vi har aftenskoler som LOF og AOF, der står parat til at videreføre ideen med en billedskole, og vi kunne måske skaffe lokaler i eksempelvis Bies Gård - men næppe til permanent brug. Vi har jo også andre foreninger at tage hensyn til, siger Jan Hviid. - Vi kommer til at savne den atmosfære og det inspirerende miljø, som Mai-Britt har skabt her i Det Sorte Pakhus. Og så er skolen rummelig - med plads til at være forskellig, fremhæver Lars Staach, Nørager, som har fulgt tre kursusforløb og været med fra starten. Også Britta Christensen, Hobro, er fuld af lovord: - Jeg har fulgt tegnekurser hos tre forskellige lærere under aftenskolerne, hvor man kommer til at stå meget for sig selv og mest tegner for at efterligne. Det kan slet ikke måle sig med Hobro Billedskole, hvor man får lov at snuse til det hele og guides ind til sit eget indre tegnecenter, siger hun. Mai-Britt Olesen: - Det handler om at lære kursisterne at bruge højre halvdel af hjernen - den kreative. Få dem til at anskue et motiv i linier i stedet for i ord og tanker.