Vendelboer med hvert sit udgangspunkt

FREDERIKSHAVN: Når de to vendsysselske 1. divisionshold i håndbold for kvinder, Fox Team Nord og Taars/Ugilt, i eftermiddag spiller samtidig, men hvert sit sted, så er det med hvert sit udgangspunkt. Fox Team Nord spiller hjemme mod Skjern, og den kamp er frederikshavnerne klare favoritter til at vinde. Gæsterne er havnet i ingenmandsland, langt fra såvel op- som nedrykning, og det betyder ganske vist, at de kan spille frit og uden nerver. Men Fox er i færd med at skærpe formen til afsluttende oprykningskampe, og da frederikshavnerne ved, at det er yderst vigtigt at holde andenpladsen i rækken, så bliver der ikke givet ved dørene. Med en ny og publikums-attraktiv hjemmebane i Arena Nord har Fox Team Nord samtidig fået skabt sig en god medspiller, og det er ikke kun spillerne, men også publikum, som skuer frem mod, at der i næste sæson skal spilles på højeste plan i arenaen, i HåndboldLigaen. For Taars/Ugilt handler det i eftermiddag i Holstebro om at holde modet oppe, og undgå en alt for stor afklapsning over for et vestjysk mandskab fra Tvis/Holstebro, som også kan se frem til oprykningsspil. Taars/Ugilt er lige præcis fri af de tre nedrykningspladser, og agerer primært efter at holde sig fri af disse - men da man i det videre program har hjemmekampe mod samtlige tre hold under sig, så er der også håb endnu om, at man kan slippe for at komme ud i kvalifikationskampe om forbliven i rækken. Træner Jørgen Christensen ved dog godt, at de to kampe, som lige nu står for, udekampen i Holstebro og derpå hjemmekamp mod det ubesejrede tophold SønderjyskE, primært skal handle om, at man kommer op i gear, og ruster sig til de nævnte bundkampe mod VRI, Ajax og Ringkjøbing, der har langt større prioritet for Taars/Ugilt-mandskabet i bestræbelserne for at forny billetten til 1. division. mingo