Vender et glemt blad i krigsbog
Arne Sloth Kristoffersen gæster Landbrugets Seniorklub
BRØNDERSLEV: Tirsdag klokken 19.30 holder Arne Sloth Kristoffersen foredrag i Brønderslev Hallen om ”De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”.
- Tyskere var på flugt ved slutningen af Anden Verdenskrig. Dels fra de tyske østprovinser, dels fra alle landene i Østeuropa, hvor der levede folketyskere. De frygtede med rette Den røde Hær, for de havde ikke glemt tyskerne hærgen i Sovjetunionen.
- Da Den røde Hær ved en knibtangsbevægelse nåede ud til Østersøen, blev ca. tre millioner tyskere indesluttet i Østpreussen og Danzig. De flygtede mod havet i sne, kulde og under konstant beskydning. Ved verdenshistoriens største evakuering over havet blev 2,5 millioner evakueret til det vestlige Tyskland. 250.000 kom til Danmark, og først i 1949 forlod de sidste Danmark. Der blev oprettet flere lejre i Nordjylland, i bl.a. Skallerup og Frederikshavn, men flest i Aalborgområdet, hvor der var ca. 36.000 flygtninge i en række lejre, fortæller Arne Sloth Kristoffersen.
- Baggrunden for flugten, selve flugten og især livet i lejren i Hvorup Plantage nord for Limfjorden vil blive gennemgået på baggrund af Franz Goikes dagbog på 236 sider, som han skrev, mens han opholdt sig i lejren i Hvorup Plantage i mere end to år sammen med sin kone, to døtre og den enes datters fem børn.
- Der var seks børnebørn med på flugten, men det yngste barnebarn, Ursula, døde i Høveltelejren, hvor familien opholdt sig, inden den kom til Aalborg. Et andet barnebarn, Alfons Winkler, har udgivet dagbogen, og han genså først Danmark og Hvorup Plantage i 2009, efter 62 års tilløb. Først i 2012 genså Alfons Winkler som den eneste i familien sin fødeby, Schöneberg ved Weichelfloden nær Danzig.
Foredraget er arrangeret af Landbrugets Seniorklub, og alle kan deltage. Der skal ske tilmelding til hallen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.