EMNER

Vendsyssel er smuk set fra oven

Fra Sindal Lufthavn kan man i sommer få overblik over landsdelen

SINDAL: Sådan set fra 300 - 500 meters højde er Vendsyssel - også - fantastisk. Det kan man i juli og august opleve ved selvsyn, da Aviation Assistance med hjemsted i Roskilde dagligt arrangerer rundflyvninger med en firepersoners Cesna 177 Kardinal fra Sindal Lufthavn. Piloten heder Jesper Bagnø. Han er 32 år og fløj også rundflyvninger fra Sindal i fjor. Han bor i Tuen, når han er her. Og de første par døgn i Tuen var noget af et kulturchok for ærke-københavneren. - Stilheden var larmende. Jeg har altid boet på Østerbro med døgnlang trafikstøj og brosten. Det var fantastisk at komme hertil og fornemme den høje himmel, det vide udsyn og stilheden, fortæller han, inden han tager os med på en timelang tur i sit lille fly. Har bedt piloten slå en smut omkring Hirtshals Havn. Der er modvind, og det blæser kraftigt, så det tager lidt længere tid end normalt. Sådan set fra mellem 300 og 500 meters højde er Hirtshals en velordnet dukkehusby med lige gader og huse og blokke placeret i symmetriske mønstre. Også havnen og havneområdet, der i disse år til stadighed undergår store forandringer, virker systematiseret og velordnet - ret så forskellig fra det indtryk, området giver på en cykelrundtur. Tager en smut ned langs vestkysten. Forbi Lønstrup, en lille sløjfe ved Mårup Kirke og så mod Løkken. Snuden på det lille fly har imidlertid kurs mod en eller ande boreplatform ude i Nordsøen, mens vi bevæger os sidelæns mod Løkken. Piloten forklarer, at han må korigere for den kraftige vind. Bruger den siden til at lade sig "svævebære" indover området ved Løkken Stadion. Heroppefra kan det konstateres, at Løkkenkoncerten har næsten ligeså mange gratister på ældrecentrets plæner, som der er indenfor ved scenen. Hjemover. Indtil nu er alt forløbet fint. Men omkring Hjørring begynder det at knibe for én af passagererne. Bliver kraftigt mindet om, at søsyge ikke kun er noget, man får på havet. Da fotografen beder om et ekstra sving indover Sindal, må den medbragte pose i anvendelse. Lander kort efter sikkert i Sindal, efter en herlig tur. Søsygen var en biting, og den kom først til allersidst. schib