Vendsyssel får tilført millioner

Vendsyssel FF har fået en kapitalindsprøjtning

Thomas Jasper
Arkivfoto: Henrik Bo
Vendsyssel FF 27. februar 2018 13:49

FODBOLD: Vendsyssel FF får tilført fire millioner kroner i en kapitalindsprøjtning.

Det meddeler klubben ovenpå en generalforsamling.

- Da vi overtog aktiemajoriteten i januar 2017, blev der tilført 5,5 millioner. Vi var godt klar over, at størstedelen skulle bruges til at dække den gæld, der var blevet oparbejdet i de forgange år, men vi kunne også efterfølgende konstatere, at oprydningen blev noget dyrere, end vi havde forudsat.

- Det har derfor resulteret i, at vi ved den seneste generalforsamling har tilført Vendsyssel FF yderligere 4 millioner, hvilket giver endnu mere ro på de indre linjer og mulighed for langsigtet planlægning, lyder det fra bestyrelsesformand Jacob Andersen i en pressemeddelelse.

Sammen med Lars Thuesen og Henrik Rasmussen overtog han aktiemajoriteten i klubben for godt et år siden.

- Med den seneste kapitaltilførsel sender vi også et signal til lokalområdet om, at vi stadig forfølger målet om at blive en del af Superligaen, og at vi mener det seriøst, hvilket også er i tråd med vores udmelding tilbage i januar 2017. Samtidigt håber vi også på endnu mere opbakning fra de lokale virksomheder og fra vores fans, siger Jacob Andersen.

Foruden Jacob Andersen, Lars Thuesen og Henrik Rasmussen består ejerkredsen i Vendsyssel FF i øvrigt nu også af direktør Mogens Krogh.

- Jeg er rigtig glad for, at Mogens Krogh er blevet en del af aktionærkredsen. Det er altid godt at have en direktion, som tror på projektet, og som har "hånden på kogepladen", siger Jacob Andersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...