Vendsyssel FF kæmpede sig til endnu en sejr
Første udekamp resulterede også i en sejr til Vendsyssel FF, der nu har seks point efter to kampe
Opdateret kl. 21:02
FODBOLD: Vendsyssel FF spillede lørdag eftermiddag deres første udekamp i denne sæson, da de gæstede Blue Water Arena i Esbjerg.
Drømmedebuten mod OB i sidste weekend blev fuldt op af endnu en sejr, da Vendsyssel FF rejste hjem med en sejr på 3-2.
Kampen startede ud i et hæsblæsende tempo, og begge hold havde fine forsøg i kampens første kvarter.
Det var hjemmeholdet fra Esbjerg, der havde kampens første afslutning, da spidsangriberen Adrian Petre efter et hjørnespark fik afsluttet mod kassen, men bolden røg et godt stykke over mål.
Efter otte minutters spil var hjemmeholdet igen farlige, da Anders Dreyer blev fri i højre side af feltet, men vinkelen blev for spids, og Nicolai Flø kunne nemt dirigere bolden ud til hjørnespark. Vendsyssel FF kom kort tid efter frem til deres første afslutning, da Moses Opondo kanonerede bolden på stolpen efter et flot opbygget angreb i venstre side. Daniel Christensen stod for oplægget til afslutningen, og vendelboernes venstreback var med i meget af det offensive spil som gæsterne lykkedes med i første halvleg.
Vendsyssel FF havde ikke held med at holde hjemmeholdet fra chancer, og det var især stortalentet Anders Dreyer, der til tider drev gæk med gæsternes defensiv. Efter en halv times spil blev Anders Dreyer tildelt et frispark, da han satte Daniel Christensen, der i samme ombæring var tvunget til at nedlægge højrekanten, og han modtog efterfølgende et gult kort. Udførelsen af frisparket stod Anders Dreyer selv for, og han sendte en god afslutning afsted mod vendelboernes mål, men Nicolai Flø reddede flot forsøget.
Esbjerg var bedst i første halvleg, men det var alligevel Vendsyssel FF, der bragte sig foran med 1-0, da Daniel Christensen sendte et indlæg ind i panden af Lucas Jensen, der headede bolden i kassen.
Det blev også 2-0 til Vendsyssel FF, da Sebastian Czajkowski i halvlegens sidste sekunder fik bolden sparket op i hovedet. Bolden strøg i kassen, og gæsterne gik derfor til pause foran med 2-0.
Anden halvleg var kun to minutter gammel, da tredje scoring i kampen faldt. Esbjerg fB fik reduceret. Adrian Petre havde sidste fod på bolden.
Vendsyssel FF var ikke ret meget med i kampen i anden halvlegs første kvarter. Eneste forsøg kom fra Lucas Jensen, der fra et spids vinkel afsluttede fladt med Esbjerg målet. Målmand Jeppe Højbjerg fik dog hurtigt styr på situationen.
Efter en times spil lavede Vendsyssel FF deres første udskiftning. Målscorer Sebastian Czajkowski blev erstattet af Seyi Adekoya. Han kom hurtigt i fokus, da han efter 65 minutter overraskede Esbjerg defensiven med sin fart, men den hurtige angriber misbrugte den store mulighed.
Fem minutter efter var Vendsyssel FF mere skarp, da Washington Brandao på smuk vis udplacerede Jeppe Højbjerg, og sendte bolden i mål. 3-1 til Vendsyssel FF.
I kampens sidste kvarter forsøgte esbjergenserne at etablere et pres med vendelboernes mål. I store perioder uden held, men efter 81 minutter kom reduceringen. Igen var det Adrian Petre, der sendte bolden i kassen.
De sidste ti minutter var ren overlevelse for Vendsyssel FF, der flere gange var presset helt i bund, og hjemmeholdet var flere gange tæt på at udligne til 3-3. Men Vendsyssel FF holdt stand og vandt for anden gang i sæsonen.