Vendsyssel FF lever endnu

En 2-1 sejr over AB betyder, at Vendsyssel FF fortsat har en chance for at overleve i NordicBet Ligaen

Anders Kjærgaard
Foto: Kurt Bering
Fodbold 1. juni 2014 17:51

HJØRRING: Vendsyssel FF leverede en flot præstation, at holdet søndag slog AB 2-1 i et veritabelt bundbrag i NordicBet Ligaen i fodbold.

Sejren betyder, at vendelboerne inden sidste spillerunde fortsat har chancen for at overleve i rækken.

Vendsyssel startede kampen optimistisk og fik lagt et godt tryk på gæsterne.

Den første reelle chance tilfaldt dog gæsterne i det 17. minut. VFF-forsvaret fik ikke ekspederet et indlæg væk, og ABs Linus Olsson kunne udækket heade bolden op i målhjørnet uden chance for VFF-målmand Mads Aastrup.

Hjemmeholdet faldt dog ikke sammen af denne grund, men fortsatte med at mase på og skabe halve chancer.

Og efter 29 minutter faldt den fortjente udligning, da Mads Greve smukt sendte bolden i mål direkte på frispark. Sjældent at se en midtforsvarer med sådanne kompetencer.

Hjemmeholdet fik kort ind i anden halvleg atter bolden i mål, men Michael Nielsens scoring blev annulleret for off side.

Det virkede dog som et spørgsmål om tid, før Vendsyssel FF, der dominerede stort på alle parametre, ville komme i front.

Det skete i det 56. minut, da Michael Nilsen gled igennem i venstre side og sendte en perfekt bold ind foran mål. Her kunne Christoffer Hansen let skubbe den over stregen til en ultravigtig og fuldt fortjent 2-1 sejr.

Trods de tre point ligger Vendsyssel FF stadig under stregen, ét point efter Hvidovre og med samme pointtal som AB. Både AB og Hvidovre har en markant bedre målscore end Vendsyssel FF, der altså har brug for hjælp i sidste spillerunde for at blive i rækken.

Givet er det dog, at vendelboerne selv skal levere varen og hente point i sæsonens sidste kamp i Horsens for at have chancen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...