Vendsyssel Håndbold vandt over bundhold

Christina Hansen scorede ni gange i sejren på 31-21

Jens Ole Pedersen
Christina Hansen blev topscorer for Vendsyssel Håndbold med ni mål mod Fredericia HK.Arkivfoto: Peter Broen
Håndbold 4. februar 2013 11:34

FREDERIKSHAVN: En rigtig god anden halvleg var nok til at sikre Vendsyssel Håndbold en komfortabel sejr på 31-21 over bundholdet fra Fredericia HK i kvindernes 1. division i håndbold.

Vendelboerne kom ellers skidt fra start, og fem minutter før pausen var gæsterne i front med 11-9.

Med en flot finish på første halvleg lykkedes det imidlertid for VH at ændre stillingen til en føring på 13-11 ved pausen.

I første halvleg brillerede brasilianske Mariana Costa, og hun viste stor træfsikkerhed i sine afslutninger og kunne således bidrage med fire mål allerede før pausen.

I anden halvleg fik VH sat meget mere tempo i spillet, og gæsterne fra Fredericia blev ganske enkelt løbet ned.

Midtvejs i anden halvleg havde hjemmeholdet taget afgørende afstand med en føring på 20-14, og holdet sprudlede og gjorde hinanden gode.

Kampen sluttede med en solid sejr på 31-21, og topscorer for VH blev stregspilleren Christina Hansen, der fik sat ni mål i kassen.

Cecilie Skovgaard lavede syv, Mariana Costa fem, Julie Thomsen tre, Larissa Araujo tre, Anne Hyldal to, Mette Aslaksen et og Nicoline Skals et.

Mariana Costa blev kåret til hjemmeholdets bedste spiller.

Med 453 tilskuere i Arena Nord til opgøret mod Fredericia HK var der ekstra pænt besøg, og i VH håber man naturligvis, at der kommer mindst lige så mange på lørdag, når SK Aarhus kommer på besøg i Frederikshavn.

Inden det opgør er VH nummer ti i rækken, mens aarhusianerne er nummer fem.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...