Vendsyssel har styrken

ERHVERVSLIV:Sortsyn er der nok af, også i Vendsyssel. Virksomheder lukker, mange flytter fra landsdelen, kommunerne får mindre ind i skat, servicen bliver ringere. En negativ spiral. Men en spiral, som vi kan - og skal - vende. Vendsyssel har nemlig masser at byde på, vi har styrken, og nu skal den bruges. At vi geografisk er placeret i "toppen af Danmark" er for eksempel ikke kun en ulempe, men også vores stærke side, der netop gør os unik i forhold til resten af landet. Vendsyssel er et trafikalt knudepunkt, som forbinder Norge og Nordsverige med Europa. Vores kyststrækning og havne giver os helt specielle muligheder med hensyn til turisme, fiskeri og alle de maritime erhverv. Det er alt sammen muligheder der skal udnyttes. Vendsyssel skal igen kendes for de gode historier og et positivt image, og vi skal hjælpe hinanden med at markedsføre landsdelen gennem en ensartet profil, der forener erhvervslivet med kultur og turisme. Det kræver en stor indsats, af borgere, kommuner og virksomheder. I DI Vendsyssel har vi en vision, om at Vendsyssel skal være et attraktivt sted at bo og drive virksomhed i og ud fra. Men vi ved af erfaring, at den geografiske placering og mangelen på en egentlig metropol betyder, at intet kommer af sig selv. Vendsyssel skal med andre ord være en tand bedre for at kunne fastholde og tiltrække både borgere og virksomheder til landsdelen. Det samme gælder erhvervslivet. Når vi som virksomheder skal tiltrække de bedste medarbejdere, så være vi være lige den smule bedre og mere attraktiv end vores konkurrenter - i både Danmark og udlandet. Og når vi skal producere og sælge vores varer, skal vi gøre det lidt smartere, lidt billigere og lidt mere effektivt end konkurrenterne. Det kræver imidlertid, at de overordnede rammer, som kommunerne i Vendsyssel tilbyder de lokale virksomheder, er i top. Kommunerne i Vendsyssel skal for eksempel sikre en hurtig, kvalificeret og fleksibel sagsbehandling, både når det gælder miljø- og byggesager. Servicen, informationen og dialogen mellem politikere, embedsmænd og virksomheder skal være optimal. Og høje skatter og afgifter som grundskyld, byggesagsgebyrer og vand- og spildevandsafgifter skal ned på et niveau, så de ikke belaster virksomhedernes omkostninger og dermed deres konkurrenceevne unødigt. For virksomhederne i Vendsyssel er det også vigtigt, at infrastrukturen fungerer optimalt. Vi er eksempelvis afhængige af at kunne komme uhindret over Limfjorden, både når der skal fragtes varer nord- og sydpå, og når medarbejderne skal til og fra arbejde. En tredje Limfjordsforbindelse er ganske enkelt nødvendig, hvis Vendsyssel ikke på længere sigt skal hægtes af udviklingen, og absolut nødvendig, hvis vi fortsat skal fungere som korridor for Norge og Nordsverige til Europa. Kommunerne i Vendsyssel bør derfor stå sammen med Aalborg og lægge maksimalt pres på regeringen, for at en tredje Limfjordsforbindelse bliver en realitet så hurtigt som muligt. I DI Vendsyssel opfordrer vi derfor de nye storkommuner til at stå sammen og udvikle og udvide det spirende samarbejde. Vi bakker op om en øget indsats på indenfor blandt andet turisme, fødevarer, fiskeri, fiskeopdræt, maritim serviceindustri, offshore industri, handel, grøn energi og på hele uddannelsesområdet. Et intenst samarbejde mellem kommuner og erhvervsliv er forudsætningen for succes. Men hvis vi står sammen og fokuserer på de stærke sider, så skal sortsynet nok forsvinde og afløses af et Vendsyssel i front.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.