Vendsyssel-læge hjælper i Nuuk

Grønlænderne har fået øje på overlæge Axel Tilma fra kirurgisk afdeling på Sygehus Vendsyssel. Han skal nu oplære lægerne på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk i kikkertkirurgi.

Axel Tilma har fået orlov for at lære læger i Nuuk kikkertoperationer. Foto: Sygehus Vendsyssel

Axel Tilma har fået orlov for at lære læger i Nuuk kikkertoperationer. Foto: Sygehus Vendsyssel

Axel Tilma har fået orlov fra Sygehus Vendsyssel for at oplære lægerne på Dronning Ingrids Hospital i laparoskopisk galdekirurgi. I øjeblikket får grønlænderne fjernet galdesten ved en åben traditionel operation, som betyder længere indlæggelsestid og større gener for patienten. Axel Tilma er vidende om de grønlandske forhold, for igennem 10 somre har han arbejdet på hospitalet i Nuuk. - Det passer mig godt at tage derop i en periode hvert år, og jeg ser frem til at være med til at forbedre behandlingen for patienterne, siger han. Ved en kikkertoperation fører kirurgen fire rør ind gennem bugvæggen, mens patienten er fuldt bedøvet. Gennem rørene kan indgrebet udføres. De fleste patienter kan udskrives samme dag efter den moderne operationsteknik.