Hjørring

Vendsyssel-par bedst i Europa

HJØRRING: Talenterne står på spring i VBK - Vendsyssel Badminton Klub - og det giver sig nu kontant udtryk. Talenterne er i denne sammenhæng de to U/15-spillere Mathias Lundquist og Christian Westergaard Nielsen, som i Sverige vandt det uofficielle europamesterskab i herredouble. De finale-besejrede et andet dansk par, Mads Pedersen, Solrød, og Emil Spurr Madsen, Skovshoved i to sæt: 15-8, 15-10. Desuden vandt Christian Westergaard Nielsen sølv i mixdouble med sin faste makker, Isabella Hindkjær, Gentofte, og Mathias Lundquist tog sig af to bronzemedaljer, i herresingle og i mixdouble med Lena Nielsen, Odense. Begge mixdoubler tabte til de senere europamestre, Mads Pedersen og Christina Mogensen, Solrød. Mathias Lundquist og Christian Westergaard Nielsen træner til daglig i Team Danmark Centret i Hjørring, og repræsenterer Vendsyssel Badminton Klubs stærke U/15 hold, der allerede har vundet sin kreds, og som senere på foråret skal deltage i både de jysk-fynske og de danske mesterskaber for hold. mingo