Vendsyssel-træner håber på to forstærkninger
Vendsyssel FF får angriber til prøvetræning i jagten på en afløser for Christian Moses
Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:04
FODBOLD: Står det til cheftræner Erik Rasmussen, får Vendsyssel FF tilføjet et par forstærkninger, inden transfervinduet lukker ved udgangen af januar.
På trænerens ønskeliste står således en midterforsvarer samt en angriber, der kan erstatte topscorer Christian Moses, som Vendsyssel FF ikke ønskede at forlænge med.
- Jeg vil gerne have et par spillere ind, men nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Det hele afhænger selvfølgelig af, hvad der økonomisk kan lade sig gøre for klubben, siger Erik Rasmussen.
I jagten på en offensiv forstærkning får vendelboerne i den kommende tid B93-angriberen Sebastian Czajkowski til prøvetræning.
- Jeg har set ham et par gange, og han virker som en spændende spiller, siger Erik Rasmussen.