Vendsyssel Elite Badminton

Vendsyssel vandt efter drama i Odense

Der måtte golden set til, før Vendsyssel Elitebadminton kunne juble

Vendsyssels Beiwen Zhang vandt sit opgør i damesingle uden de store problemer.Arkivfoto: Laura Guldhammer
Vendsyssels Beiwen Zhang vandt sit opgør i damesingle uden de store problemer.Arkivfoto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

ODENSE: Vendsyssel Elitebadminton vandt tirsdagens opgør i Odense med 4-3 efter et sandt drama, der måtte afgøres i golden set.

Sejren og de to point betyder, at slutspilsdrømmen fortsat lever for vendelboerne.

Matchen blev indledt med damesingle og herredouble, og det resulterede to klare sejre - en til hvert hold.

Vendsyssels Beiwen Zhang var som så ofte før ganske suveræn, da hun tog sejren over Odenses Airi Mikkela med 21-15, 21-15.

Endnu mere overbevisende var hjemmeholdets herredouble med Mathias Boe og Frederik Søgaard. Uden at få sved på panden affærdigede de Vendsyssels Zvonimir Durkinjak og Christoffer Geisler med 21-13, 21-10.

I forsættelsen bragte Vendsyssel sig på 2-1, da mixeddoublen med Jacco Arends og Cheryl Seinen efter en lidt svær start endte med at besejre Odense-parret Richard Eidestedt og Celine Juel med 21-18 og 21-9.

På den anden bane var kampen i damedoublen noget hårdere.

Vendsyssels svenske par Clara Nistad og Emma Wengberg måtte strække våben i første sæt mod Amanda Högström og Camilla Martens, der hev en sætsejr på 21-19 hjem. Andet sæt tog Vendsyssel-parret med 21-18, og dermed skulle der et tredje sæt til at afgøre matchen. Det blev efter en tæt indledning vundet af hjemmeholdets par med 21-14, og dermed var der udlignet til 2-2.

De to herresingler kunne derfor afgøre opgøret.

Vendsyssels Victor Svendsen stillede til start med en turneringssejr i Ungarn i frisk erindring, men han fik en slem koldstart i 1. herresingle mod Odenses Steffen Rasmussen. Svendsen var bagud med 4-14, inden han vågnede op til dåd. Sætsejren kunne han dog ikke hale hjem. Den tog Steffen Rasmussen med 21-18. Heller ikke i andet sæt fik Victor Svendsen styr på sit spil, og han tabte sættet 16-21.

Bagud 2-3 i holdmatchen skulle Vendsyssels Raul Must forsøge at udligne og tvinge opgøret ud i en afgørelse i golden set.

Det lykkedes for Must, der vandt et tæt opgør mod Patrick Bjerregaard med 21-19, 21-19.

Goden set blev også en dyst mellem Must og Bjerregaard, og her var Must igen marginalt bedst med cifrene 21-19.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden