Udland

Venezuela kontrollerer stemmer fra omstridt valg

Landets valgmyndighed siger, at det ønsker at bevare et harmonisk klima i det uroplagede land.

Venezuela kontrollerer stemmer fra omstridt valg

Valgmyndighederne i Venezuela lover, at de vil kontrollere de resterende 46 procent af de elektroniske stemmer fra søndagens præsidentvalg, som oppositionen beskylder for at være behæftet med fejl og fusk.

54 procent af de elektroniske stemmer er allerede blevet revideret efter det tætte valg, hvor sejren tilfaldt den siddende regerings kandidat, Nicolas Maduro.

- Vi gør det for at bevare et harmonisk klima og isolere voldelige sektorer, der forsøger at skade demokratiet, siger lederen af Venezuelas valgmyndigheder, Tibisay Lucena, i en tv-tale.

Ved valget stemte 50,8 procent af vælgerne på Maduro, mens 49 procent pegede på den tabende oppositionsleder, Henrique Capriles, siger Lucena. Hun slår samtidig fast, at der ikke er tale om en omtælling.

Efter valget har det sydamerikanske olieland været præget af uro og demonstrationer, hvor flere har mistet livet og mange andre såret.

Maduro, som den mangeårige leder Hugo Chavez pegede på som sin efterfølger, bliver sværget ind som præsident i Caracas fredag i en ceremoni, hvor flere latinamerikanske præsidenter deltager.

Den tabende Capriles, der er guvernør i staten Miranda, opfordrer sine tilhængere til at spille musik fra deres hjem i protest mod indsættelsen.

Han har siden nederlaget krævet en omtælling af alle stemmerne ved valget, som han mener, at han i virkeligheden vandt. Han hilser revisionen velkommen:

- Vi kan vise sandheden for vores land. Vi har identificeret, hvor problemerne er, siger oppositionslederen, der tilføjer, at regeringen må holde op med at "forfølge" hans tilhængere.

- CNE (valgmyndighederne, red.) har gjort det muligt at få løst krisen, og for at den kan blive løst, skal der vilje til. Landet ønsker dialog, ro og fred, siger han.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.