Venezuela udskyder præsidentvalg efter oppositionens boykot

Et præsidentvalg i Venezuela var planlagt til 22. april, men nu er det udskudt, oplyser valgkommission.

Ritzau
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, regnes som en næsten sikker vinder af det kommende præsidentvalg. Valget er udskudt til maj, efter at oppositionen havde sagt, at den ville boykotte det. Foto: Reuters/Gilbert Bellamy
Valg og folkeafstemninger 1. marts 2018 19:29 - Opdateret 1. marts 2018 23:46

Efter oppositionens boykot af det kommende præsidentvalg i Venezuela er valget blevet udskudt en måned.


Det skal afholdes i anden halvdel af maj, melder landets valgkommission torsdag.
Beslutningen er led i en aftale med oppositionen.
Kommissionen oplyser ikke en præcis dato for præsidentvalget, hvor præsident Nicolas Maduro søger yderligere seks år på posten.
Den uventede melding om valg har skabt politisk uro i det sydamerikanske land.
I januar meddelte Venezuelas forfatningsforsamling, at præsidentvalget skulle finde sted søndag 22. april.
Det er længe før, man normalt afholder valg i Venezuela mod slutningen af året.
Meddelelsen kom, efter at forhandlinger mellem den venstreorienterede regering og oppositionen var brudt sammen.
Venezuela befinder sig i en dyb krise. Krisen skyldes blandt andet faldende oliepriser. En voldsom inflation og korruption har også medvirket til den elendige økonomi, som plager venezuelanerne.
Op til 79 procent af befolkningen oplyser, at de har spist mindre, end de plejer i løbet af de seneste tre måneder, da de ikke har haft råd til at købe mad. 61 procent fortæller, at de går sultne i seng.
Det viser en national undersøgelse af levevilkår, der blev offentliggjort i slutningen af februar, som nyhedsbureauet AP viderebragte.
Bag undersøgelsen stod tre af Venezuelas universiteter.
Venezuelas største oppositionsalliance, Mesa de la Unidad Democrática (MUD), meddelte efter udskrivelsen af præsidentvalget, at den ikke vil deltage i valget.
Alliancen kaldte valget "et show" fra regeringens side.
Maduro sagde i første omgang, at man ville afholde valget uden oppositionen. Nu har man tilsyneladende fundet en aftale med oppositionen.
Maduro anses for at være næsten sikker på at genvinde præsidentposten.
Flere oppositionspolitikere er blevet fængslet, og nogle er rejst i eksil. Andre har fået forbud mod at stille op.
/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...