Udland

Venezuelanerne skal til præsidentvalg den 14. april

Dagen efter Hugo Chavez' begravelsesceremoni er det besluttet, hvornår hans efterfølger skal findes.

Venezuelanerne skal til præsidentvalg den 14. april

Venezuela skal have en ny præsident, efter at den karismatiske og kontroversielle Hugo Chavez for nylig måtte opgive kampen mod en kræftsygdom.

Dagen efter en storstilet begravelsesceremoni for Chavez, har landets valgkommission besluttet, at befolkningen skal afgive deres stemmer den 14. april.

Ved valget skal Chavez' arvtager, Nicolas Maduro, kæmpe mod oppositionslederen, Henrique Capriles, der i oktober tabte kampen om præsidentposten til Hugo Chavez.

- Vi har enstemmigt besluttet at tilbyde præsidentkandidaturet til den mand (Capriles, red.), som var vores kandidat ved det seneste præsidentvalg, lyder det fra oppositionen.

Umiddelbart er Maduro favorit til at vinde valget og ventes at kunne lukrere betragteligt på manges sorg over tabet af præsident Chavez. Men det bliver en vanskelig opgave at træde i Chavez' fodspor, lyder det.

- Den næste præsident står over for kæmpe udfordringer: At opnå den respekt fra den fattige del af befolkningen, som støtter Chavez, i et splittet land, siger professor Agustin Blanco fra Det Centrale Universitet i Venezuela ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nicolas Maduro er landets fungerende præsident og midlertidigt indsat på lederposten i det sydamerikanske olieland, der har omkring 29 millioner indbyggere.

Chavez, som var Venezuelas præsident gennem 14 år, døde tirsdag af en årelang kræftsygdom.

Han har ligget til ceremonial fremvisning - lit de parade - i hovedstaden Caracas siden onsdag, og ifølge regeringen har flere end to millioner tilhængere set liget.

Efter begravelsesceremonien, der fandt sted fredag, vil Chavez ligge yderligere syv dage lit de parade iklædt sin uniform og røde baret, inden han balsamernes og sættes til evig offentlig skue på et militærmuseum.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.