Politiet advarer: Tricktyve på spil - slår til mod ældre kvinder

Venlig 81-årig dame udsat for fejt trick - to andre ældre kvinder fik stjålet deres pung

Arkivfoto

Arkivfoto

SÆBY:Det seneste døgn har budt på en række tricktyverier i Nordjylland. Politiet formoder, at der kan være sammenhæng mellem flere af tyverierne.

En hjælpsom ældre dame i Sæby blev torsdag omkring kl. 14.30 udsat for tricktyveri.

Efter en indkøbstur var den 81-årige kvinde i bil kørt hjem til sin bolig på Carl Ewaldsvej i Sæby.

Her stod pludselig en ukendt mand og spurgte, om han måtte få nogle tomme dunke af hende. Det sagde den ældre dame ja til, men da hun var ved at hente dunkene, dukkede en anden mand op og stjal dankortet fra hendes taske, der stod ved siden af bilen.

De to mænd forlod derefter stedet.

Aflurede måske pinkode

Kvinden har fortalt politiet, at hun mener at have set en af de to mænd der, hvor hun købte ind. Muligvis har de afluret hendes pinkode, da hun betalte for varerne.

Den ældre dame fik dog hurtigt spærret sit dankort, og angiveligt nåede gerningsmændene ikke at hæve penge med kortet.

Politiet har kun et sparsomt signalement af de to mænd. De talte gebrokkent engelsk og så "østeuropæiske" ud.

Samme dag fik en 79-årig kvinde stjålet sin pung fra sin jakkelomme, da hun var ude at handle i Rema1000 i Sæby.

I Dronninglund udspillede sig et lignende tyveri, da en 85-årig kvinde i Dronninglund fik stjålet sin pung under en indkøbstur i Fakta.

Politi ser sammenhæng

- Vi tror, at der er en sammenhæng mellem de tre tilfælde, siger Peter Skovbak, politikommissær ved Nordjyllands Politi. Han opfordrer især ældre mennesker til at tage sig i agt, når de er ude for at handle.

- Sørg for ikke at have taske eller jakke stående åben, sørg for at ingen kan se din pinkode, når den tastes ind og vær opmærksom, hvis fremmede henvender sig, lyder rådene.

Også i Hjørring var en tricktyv på spil. Klokken 10.20 på Brinck Seidelins Gade havde en mand netop hævet penge og lagt dem i en kuvert i sin bil, da en mand henvendte sig til ham med et kort. Han spurgte om at få vist vej mod centrum. Efterfølgende opdagede manden med bilen, at kuverten med penge var stjålet fra passagersædet.

Tricktyven beskrives som en 50-60-årig mand med sydeuropæisk udseende og kraftig af bygning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.