Arden

Venlige værter på Nibevej

AARS:Aars Billardklub optrådte som en både venlig og gæstfri vært, da klubben i weekenden lagde billardborde og klublokaler til finalen i den årlige sommerturnering. Turneringen spilles med seks naboklubber. - Formålet er at holde spillet ved lige i sommerpausen - både for de etablerede spillere og for nye spillere, forklarer klubformand Mikael Toft, der - som følge af ovennævnte gæstfrie holdning - ikke fik en vandrepokal til pokalskabet. Den snuppede Tinghøj, der besejrede de forsvarende mestre fra Arden i finalen. Ovenpå finalen var der socialt samvær med grillet gris. Aars Billardklub er i hast i gang med at forberede sig til starten på den den rigtige turnering, hvor der blandt andet er et jysk mesterskab at forsvare. Samtidig skal klubbens 1. hold for første gang prøve kræfter med tilværelsen i 3. division efter at have sikret sig oprykning i foråret. I aftes havde klubben premiere på instruktionen for nye intereserede i billardsporten. Nye vil kunne falde ind hver mandag fremover i klublokalerne, hvor Jørn Jensen som klubinstruktør vil være manden bag instruktionen. Aars Billard Klub har også indført ungdomsinstruktion hver mandag og torsdag eftermiddag. Klubben er efterhånden oppe på 15 ungdomsspillere og har fået tilgang af fem seniorspillere. Til turneringen er der tilmeldt 17 hold og 20 spillere individuelt. - Det placerer Aars Billard Klub som en af de klubber i Jylland, der har de fleste turneringshold, oplyser Mikael Toft.