Vennepar i slåskamp: Tre uddelte øretæver

Skaderne efter en slåskamp var meget behandlingskrævende

Arkivfoto: Michael Bygballe

Arkivfoto: Michael Bygballe

AALBORG:To vennepar kom vældig op at toppes natten til 26. marts 2018 i Jomfru Ane Gade, og det udviklede sig til et slagsmål, hvor tre af de fire personer torsdag stod anklaget torsdag ved Retten i Aalborg.

Den fjerde person var udelukkende forurettet, og var ikke tiltalt i sagen. Det fortæller anklager Eva Madsen fra Nordjyllands Politi.

Da sagen blev afsluttet og dommen afsagt, lød den på, at de tre hver især blev kendt skyldige. Hvor meget vender vi tilbage til - nu først til, hvad der egentlig skete den nat i marts.

Den fjerde sloges ikke

Ved 03.45-tiden den 26. marts stødte de to vennepar ind i hinanden i Jomfru Ane Gade. Her kom de op at diskutere, og diskussionen udviklede sig til slagsmål.

- Slagsmålet opstod på grund af en misforståelse om, hvorvidt en af parterne havde bevidst skubbet til en af de andre, forklarer Eva Madsen.

Og slagsmål blev der. Det ene vennepar, en 47-årig mand og en 37-årig mand, begge fra Aalborg, sloges med en 36-årig mand, også fra Aalborg, mens den fjerde ikke delte øretæver ud. Han kom derimod slemt til skade.

Vold i gentagelsestilfælde

Den 47-årige mand erkendte at have slået den 36-årige mand to gange i hovedet, så den 36-årige blandt andet brækkede sin næse. Desuden at have sparket den 36-åriges kammerat i hovedet, så han faldt bagover og slog hovedet i jorden.

For det fik den 47-årige fire måneders ubetinget fængsel. Her lagde retten til grund, at der var tale om vold i gentagelsestilfælde.

Hans kammerat, den 37-årige mand, var anklaget for at have slået kammeraten til den 36-årige i hovedet med et glas, så det knustes og forårsagede behandlingskrævende skader. For det fik han 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Begge modtog dommen.

Ankede på stedet

Den 36-årige mand var anklaget for at have tildelt en af sine modstandere i slåskampen flere slag i hovedet med knyttet hånd, kastet ham ind i en væg, sparket ham i hovedet og uddelt ikke under 20 knytnævneslag i hovedet.

Han nægtede sig skyldig og gjorde gældende, at han havde handlet i nødværge. Han blev kendt skyldig, og blev idømt fem måneders fængsel, hvoraf de fire var betinget med vilkår om samfundstjeneste, mens den sidste måned var ubetinget fængsel.

Han blev frikendt for et forhold i anklageskriftet.

Den 36-årige blev desuden frakendt retten til at udøve virksomhed som dørmand eller anden adgangskontrollerende funktion i restaurationsvirksomheder i et tidsrum, som retten vil fastsætte.

Eva Madsen oplyser, at det ikke var i en sådan funktion, den 36-årige var i slåskampen.

Den 36-årige ankede dommen på stedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden