EMNER

Venner for hele livet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lis Jensen kommer hos Kirsten og Jørgen Meyer flere gange om ugen. Vennerne taler med hinanden om alt. Foto: Michael Koch

På bordet står hjemmebagte nougatmuffins og brunkager med en smuttet mandel i midten. Lis Jensen, 61 er på et af sine mange besøg hos Kirsten og Jørgen, og i dag har hun hjemmebag med. To til tre gange om ugen kigger hun forbi. - Mig slipper de ikke af med, griner Lis. Jørgen er stille og lytter til Lis og Kirstens ord om venskabets betydning. - Vores venskab er ikke væsentlig anderledes, end før Jørgen blev syg. Vi ved det er sidste trin, og det betyder da noget for, hvad vi snakker om, siger Lis. - Før kom jeg fast en gang om ugen. Nu er det oftere og vi taler om alt. Og venskabet med Lis fylder meget i parrets liv. For et år siden mistede Lis Jensen sin mand Helmer og Kirsten og Jørgen dermed en god ven. Det bragte venneparret tæt sammen, og her trådte Jørgen til med sin hjælp i haven og besøg hos Helmer, der havde et langt sygdomsforløb på hospitalet. Lis er der altid Nu er det Jørgen og Kirsten, der har brug for hjælp og Lis er der, når de har brug for hende. - Da Jørgen var på hospice, havde vi vin med ned til ham og spiste middage sammen. På vejen hjem talte Kirsten og jeg om ting, Jørgen ikke blev involveret i. Jørgen kigger over på Lis med spørgende rynker i panden og et finurligt drag om munden. - Nå for Søren, gjorde I det? siger han. - Og det er nok godt nok, smiler han. Undulaten Jakob pludrer meget i dag, måske fordi Lis har sin hund Mauritz med. Hunden lægger sig ved Lis` fødder og ørerne bevæger sig opmærksomt. Jakob danser på sin pind uden at komme med frække ord. Gammelt venskab Venskabet mellem Lis, Kirsten og Jørgen har varet i 42 år, og det er nemmere for dem alle at tale om de svære ting end med familien. - Familien er jo også i sorg, og dem vil vi gerne skåne, siger Lis. - Ja, det er hårdere ved børnene, end vi regner med, siger Jørgen eftertænksomt. Jørgen mødte Lis i DUI Leg og Virke, socialdemokraternes spejderorganisation, og var samtidig i lære sammen med Helmer på Aalborg Værft. Da både Helmer og Lis var alene, legede Kirsten og Jørgen ”gifteknive”, og bragte de to sammen. Det førte til ægteskab og mange middage, kortaftener og nytår sammen med venneparret. Også hinandens børn kender de, og har fulgt gennem årene. - I mange år kom Jørgen med en kasse Landkær sodavand til børnenes fødselsdage, siger Lis. - Sidste år da mine tvillinger blev 40 år, kom Jørgen igen med en kasse. Kirsten griner. - Jørgen har altid været god til børn. Når vi kører i bus, og jeg ser børnene ude på fortovet le, ved jeg, at Jørgen sidder og vrikker med ørerne. Det får børnene til at grine. Jørgen ligner uskyldigheden selv og tager en af Lis` brunkager. I fredags kørte Lis til hospitalet, så Jørgen kunne få blod. På hjemvejen kørte de forbi Genbrugspladsen Over Kæret for at se, om der var rødgran til en granguirlande, for julen nærmer sig. Det samme gør nytåret, som vennerne skal tilbringe sammen hos Lis i Gug. Der er stille ved køkkenbordet - kun Jakob i baggrunden høres. Lis skal hjem igen. Jørgen følger hende altid ud til bilen, og han bruger den korte gåtur til at fortælle Lis om sine tanker og bekymringer, for det indebærer venskabet også. En skulder at græde ud ved. - Nogle dage, når jeg kommer, græder Jørgen, så snart jeg kommer ind ad døren. Andre dage er han fræk som en slagterhund. Lis kalder Mauritz til sig og gør klar til at køre hjem.