Venner - men på hvert sit hold

I stedet for børnehave, spillede jeg badminton i hallen ved siden af

Badminton 13. marts 2003 07:00
FREDERIKSHAVN: 32-årige Dorte Ledet, kan blive den afgørende faktor, når hun og holdkammeraterne fra Vendsyssel Elite Badminton, i morgen aften i Badmintonhallen møder holdfællesskabet Aalborg Badminton, i oprykningsspillet til 1. division. Dorte Ledet glæder sig af mange grunde, men ikke mindst fordi det er hendes gamle holdkammerater fra tiden i Triton Aalborg, der udgør en del af stammen hos modstanderne. - Jeg startede i Skagen, hvor min far var formand for badmintonklubben, og det var helt naturligt at det blev badminton, også fordi vi boede lige ved siden af hallen. Det virkede nærmest som en selvfølgelighed, og jeg føler næsten, at jeg er opflasket med den sport, som siden har givet mig så mange gode oplevelser. - I 1991 flyttede jeg til Aalborg af arbejdsmæssige grunde, og her begyndte jeg at spille i Triton. Vi opnåede at spille oprykningskampe til Elitedivisionen, men op kom vi desværre ikke. Der spillede jeg i elleve sæsoner, før jeg sammen med familien flyttede til Skagen. I dag arbejder min mand i Skagen og jeg i Frederikshavn, og det var derfor naturligt, at jeg valgte Vendsyssel Elite Badminton som klub, da den blev startet. Dorte træner ikke mere end én gang om ugen, idét hun prioriterer sin familie meget højt. Sønnen på fire år er allerede i fuld gang med at spille badminton og mon ikke lillesøsteren også kommer i gang på et tidspunkt. - Jeg har set frem til den her kamp i lang tid, om ikke andet så for at møde Mette Sørensen. Hun og jeg har haft mange gode timer sammen, og vi er stadig gode venner, men når først vi er på banen, er vi heldigvis så ambitiøse, at det næsten kan slå gnister, fordi vi hver især ikke vil tabe. Aalborg er et godt hold og de har en masse erfaring fra opholdet i 1. division, så vi skal bestemt spille op til vores allerbedste, hvis vi skal komme sejrrigt ud af det opgør. - Nu kan vi så igen vise hvad VEB står for. Det er en fornøjelse at være med på fællesholdet, og vi har i denne sæson haft et virkeligt fint socialt fungerende og godt spillende hold, der støtter hinanden på alle måder. Nu gælder det som sagt Aalborg, og de må tage favoritværdigheden på deres skuldre - om de vil det eller ej, slutter Dorte Ledet, der sagtens kan se sig selv spille topbadminton flere sæsoner endnu. Vi tager dig på ordet! bob
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...