Fjerritslev

Venner passer og plejer gamle biler

FJERRITSLEV:Falck Museets Venner er navnet på en ihærdig forening, som passer og plejer fine, udrangerede brandsprøjter, kranbiler og andet Falck-materiel fra de gode gamle dage. Et par stykker af de brandrøde køretøjer var stillet op uden for Han Herred Fritidscenter i forbindelse med forårsmessen, hvor kasserer i foreningens Region Vest, Jørgen Kjærulf Madsen, havde hejst det røde Falck-flag på den fine VW-stigevogn fra 1954. Et folkevognsrugbrød som brandbil har sin egen charme. - Den var i brug så sent som i 1994 i Løgstør, fortæller han. Bag den står den gamle brandbil fra Skarø. Den er et rigtigt veterankøretøj fra 1930, pudset og passet, så det er en fornøjelse. Faktisk har bilerne til dagligt til huse i Fjerritslev, hvor formanden for Region Vest, Jørgen Back, bor. Foreningen Falck Museets Venner blev stiftet i 1990 i forbindelse med oprettelse af Falck Museet, der i dag holder til på herregården Egeskov på Fyn.