EMNER

Venner vil sikre Rebildfesten

Ny forening vil fremtidssikre Rebildfesten. Den skal også være for de nye generationer.

Kim Hjorth fra "Rebildfestens Venner" håber, at der skal være Rebildfest i de skønne bakker mange år endnu. Foto: Michael Bygballe

Kim Hjorth fra "Rebildfestens Venner" håber, at der skal være Rebildfest i de skønne bakker mange år endnu. Foto: Michael Bygballe

- Vi skal have en ny generation gjort interesseret i Rebildfesten. Ordene kommer fra Kim Hjorth, som er bestyrelsesmedlem i den nye forening "Rebildfestens Venner". Foreningen har til formål, at hjælpe Rebildselskabet med at bevare 4. juli i Rebild Bakker. Af lyst og nød Ideen kommer desværre ikke af ren lyst, men også en del af nødvendighed. De senere år har antallet af deltagere i 4. juli arrangementet været dalende. Og det er ikke ligegyldigt, om der er 2500 mennesker i bakkerne, eller om der er 4000. - Forskellen er en halv fuld eller en hel fuld terrasse, fortæller Kim Hjorth og peger ud af vinduet. Udover at være bestyrelsesmedlem i den nye forening, så driver han også restauranten "Rebildhus", og på den måde er han meget typisk for bestyrelsen. Den består hovedsagligt af erhvervsdrivende fra lokalområdet og ildsjæle, som ønsker liv i Rebild. Der har tidligere været initiativer til at lave foreninger, som skulle støtte op om Rebildfesten, men desværre ikke med det store held. Men bestyrelsen tror på, at denne gang er lykkens gang. Økonomisk hjælp - Vi arrangerer en fest 1. juli, og den har så godt et program, at vi er sikre på, at det nok skal lykkes, siger Kim Hjorth. Udover at få mere liv i Rebild i dagene omkring selve Rebildfesten, så håber foreningen også, at de med tiden kan støtte Rebildselskabet økonomisk. Kim Hjorth tror ikke, at det allerede bliver i 2011, at foreningen får det store overskud. Derimod ligger det lidt i luften, at der gerne skulle være et overskud i 2012, hvor Rebildselskabet fylder 100 år. Bliv medlem Alle kan blive medlem af "Rebildfestens Venner". Det koster 140 kroner for et hustandsmedlemskab, og Kim Hjorth fortæller, at der er et særligt godt tilbud til dem, som melder sig ind nu. - De får en gratis billet til festen 1. juli per hustand. Billetten koster 140 kroner og inkluderer både mad og underholdning, så det er jo sådan set gratis at blive medlem nu. Skulle man være interesseret i at blive medlem af foreningen, så kan man melde sig ind på turistkontoret i Skørping - eller man kan kigge forbi Rebildhus og få det ordnet.