Skolevæsen

Vennerne fra Vollsmose

5. klasser fra Vollsmose-skole besøger kammerater på Sjørring Skole.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Camilla Munk Larsen og Fowsia Hadim er meget gode venner. Som symbol på venskabet har Fowsia lavet et halssmykke til Camilla, som minder meget om hendes eget halssmykke.

Basketbolde og fodbolde flyver gennem luften i skolegården, hvor krudtuglerne fra Sjørring og Odense leger sig gennem et par eftermiddagstimer, før det går løs med spisning, diskotek og overnatning for de 50 børn på skolen. 5. klasserne fra HC Andersen Skolen i det berygtede Vollsmose-kvarter i Odense var sidste år værter for jævnaldrende kammerater i Sjørring, og nu er de kommet på genvisit. De 26 børn fra den fynske hovedstad ankom med tog onsdag og blev så indkvarteret privat hos familierne til de 34 elever i Sjørrings to femte klasser. Camilla Munk Larsen fra 5.a. har haft besøg af Fowsia Hadim. - Det gik fint. Det var sjovt at møde hendes familie, siger somaliske Fowsia, der selv har fem søskende - mens Camilla har to. Fowsia havde en gave med til Camilla - et halssmykke, som hun selv har designet, støbt og slebet. - Vi er meget glade for hinanden, siger Camilla Munk Larsen - med et smil til sin veninde. Yusuf Warsame har været på besøg hos Jonas Pedersen. - Jeg synes, det er helt vildt sjovt at være her, fordi man kan se, hvordan andre også bor. Jonas’ forældre har indrettet deres hus meget forskelligt fra min mor, siger Yusuf. Han fortæller, at hans forældre stammer fra Somalia, men de er nu skilt, og faderen er flyttet til England. Mange af eleverne fra HC Andersen Skolen har en anden etnisk baggrund end dansk. Kontakten til eleverne i Thy er opstået på grund af lærer Kit Abild, der for to år siden tog orlov fra HC Andersen Skolen og fik et vikariat på Sjørring Skole. Da hun vendte tilbage til Odense, spandt hun et netværk ud mellem de fire 5. klasser fra to vidt forskellige steder i Danmark. Og eleverne har nu skrevet sammen et år via mail, sms og msn. - Mine børn har godt af at komme op i den friske Thy-luft. Men børnene i Sjørring har også gavn af at lære børn at kende med en anden kulturbaggrund, siger Kit Abild, idet hun stryger en hånd gennem Lalash Mohammed Fattahs hår. Lalash, der er fra Kurdistan, har været på besøg hos Rasmus Landbo. - Det var sjovt at være hos ham. Deres hus var større end vores og maden var anderledes, siger Lalash, der fik en ret med kartofler, lylling og majs. Rasmus er lidt misundelig på Lalash, fordi hans forældre har en slikbutik. - Det er sjovt og spændende at møde nogen fra en anden skole. Så laver man nogle andre ting end man plejer. De to venner tog over på Sjørring Rideskole, hvor Lalash fik en tur til hest. Hos Jonas Pedersen har Jonas og Yusuf spillet FIFA-fodbold på PlayStation. - Det betyder meget for mig at komme herop på besøg. Så har man en ven mere, siger Yusuf.