Lokalpolitik

Venskab fejret med kulturgalla og våbenskjold

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som ved kulturudvekslingen i 2000 var der dansepiger med fra Gelenau, men dog fire. PRIVATFOTO

SKØRPING:Jubilæumsbesøget i Skørping blev et rigtig godt minde om de første 10 års venskab mellem Skørping Kommune og Gelenau i Tyskland. Det mener en meget tilfreds Vagn Gaarde fra Skørpings venskabsbyudvalg, som havde arrangeret to gallaforestillinger i henholdsvis Bælum og Skørping, hvor der blev vist både dansk kultur af lokale og tysk kultur af de 45 gæster. Lørdag aftens galla på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum sluttede som håbet med dejligt vejr til fakkeltoget til Bælum Mølle, og søndag aftens galla på KulturStationen i Skørping sluttede også meget stemningsfuldt, da hen mod 200 mennesker sammen sang ”Skuld gammel venskab rejn forgo” - på dansk. Delegationen fra Gelenau medbragte også en særlig gave, et specielt venskabsvåbenskjold håndskåret i træ af Thomas Voigt. Gaven blev overrakt på rådhuset i Terndrup, før gæsterne tog hjem igen og i øvrigt tog våbenskjoldet med. Det skal nemlig efter tilladelse fra modtagerne vises frem på en kunstudstilling i Gelenau, og når en gruppe borgere fra Skørping traditionen tro dukker op i Gelenau til julemarked tredje søndag i advent, får de våbenskjoldet med tilbage. Borgmester Børge Olsen (UP) foreslog ved gaveudvekslingen, at våbenskjoldet måske kan få plads i KulturStationen i Skørping. Der var også gaver til alle de danske værtsfamilier og til de fire ”spioner”, som i sin tid tog på en rejse inkognito i både Gelenau og en anden tysk kommune, som havde meldt sin interesse for et venskab med Skørping. Men som vendte tilbage til Skørping og anbefalede Gelenau. Vagn Gaarde var en af ”spionerne” sammen med Gudrun Knudsen, Henrik Christensen og Karl Johan Clemmensen, alle medlemmer af Skørping byråd dengang. - Der er gennem årene opstået utrolig mange personlige venskaber familierne imellem. For eksempel er Jette og jeg blevet så nære venner med det daværende viceborgmesterpar, at vi ses flere gange om året, og i år var vi på tre ugers ferie sammen i Canada, fortæller Vagn Gaarde. Gæsterne fik fra Skørping hver et dokument med navn og en krukke ægte dansk bihonning til erindring om 10 års jubilæet for venskabsbysamarbejdet.