EMNER

Venskabsbyer på is

EU har smækket kassen smækket i

KØBENHAVN:EU har midlertidigt lukket sin venskabsbyfond, så ingen kommuner vil kunne få støtte til arrangementer fra årsskiftet og frem til april næste år på grund af nogle juridiske problemer i forbindelse med EU's udvidelse. Det betyder, at en række kommuner i Danmark må til at overveje, om de vil udskyde, aflyse eller selv betale mere til begivenheder, som allerede er planlagt og arrangeret i løbet af årets første måneder. Formanden for Kommunernes Landsforenings Internationale Udvalg, Næstveds borgmester, Henning Jensen (S), kalder det uacceptabelt, at kommuner over hele Europa nu kommer i klemme, fordi man i EU-Kommissionen har været alt for længe om at reagere. - Det er paradoksalt, at man vil fjerne muligheden for at få støtte til den type aktiviteter netop nu, hvor EU står foran en historisk udvidelse med 10 nye lande, siger han. Gladsaxe Kommune er en af dem, som kommer til at mærke det midlertidige stop for udbetalinger fra EU-fonden. Kommunen har arrangeret en konference i marts for tre venskabsbyer i de nye EU-lande Estland, Ungarn og Polen. Den skal dreje sig netop om, hvordan det er at være en kommune i EU. - Nu må vi i første omgang se, om vi kan udskyde arrangementet eller eventuelt skære lidt ned på det, siger borgmester Karin Søjberg Holst (S), som ikke helt vil afvise, at det kan blive nødvendigt at aflyse arrangementet. Gladsaxe Kommune har 17 venskabsbyer i alt, og næsten alle kommuner i Danmark har mindst en venskabsby. EU-fonden støtter projekter vedrørende venskabsbyer med op til halvdelen af omkostningerne. EU-Parlamentet har vedtaget at hæve puljen fra 12 til 14 millioner euro næste år, hvilket svarer til cirka 104 millioner kroner, men pengene kan altså først udbetales fra april. /ritzau/