Lokalpolitik

Venstre er tæt på det lokale mål

Lokalt kandidathold på 13 klar efter opstillingsmøder - stadig plads til to mere

DRONNINGLUND:Venstre i Dronninglund Kommune er nu tæt på at have et fuldt, lokalt kandidathold klar til det forestående kommunalvalg 15. november. Den lokale V-lejr har således 13 kandidater klar til den fællesliste, som Venstre i Dronninglund og Brønderslev kommuner stiller med ved kommunalvalget. Her er det planen, at V i Brønderslev Kommune skal stille med 18 lokale kandidater til fælleslisten, mens V i Dronninglund Kommune skal bidrage med 15. Den lokale V-lejr i Dronninglund Kommune er altså kun to kandidater fra målet - og dem er formanden for V i Dronninglund Kommune, Simon Holdensen, sikker på at kunne "finde henad vejen". Men inden det sker, nåede den lokale V-liste op på de nævnte 13 kandidater ved det sidste af syv lokale opstillingsmøder i V. Det fandt sted onsdag aften i Asaa, og her var det som ventet de nuværende to lokale V-medlemmer af byrådet, Hans Chr. Holst og Peter Bandholm, der blev valgt som de to lokale bud på et par V-pladser i det nye byråd i den nye Brønderslev-Dronninglund Kommune. Med valget af Asaas to V-profiler til den fælles kandidatliste for V står det nu klart, at kun to fra V's nuværende byrådsgruppe ikke genopstiller. Det er Elert Pedersen, Agersted, og Jørn Munkholt, Hjallerup, mens Peter Bandholm og Hans Chr. Holst på holdet af genopstillere får følgeskab af V's fælles borgmesterkandidat, Mikael Klitgaard, Thorup, samt Asta Skaksen, Bolle ved Dronninglund, Carsten Jespersgaard, Klokkerholm, Runa Christensen, Flauenskjold, og Ole Bæk Pedersen, Ravnstrup. De bakkes op af Godtfred Pedersen og Gitte Frederiksen, begge Hjallerup, der tidligere har stillet op til byrådet, samt kandidat-debutanterne Ann Nielsen, Hjallerup, Martin Riishøj, Agersted, Claus Starcke, Østerled, og Uffe Sletting, Try.