Venstre flirter med regeringen om finanslov

Den kommende aftale om finansloven kan ende med at blive indgået med Venstre i stedet for Enhedslisten.

Venstre flirter med regeringen om finanslov

Efter sommerens trusler om at vælte regeringen på finansloven har Venstre nu ændret kurs.

V-toppen er klar til at lave en blå finanslov, og der foregår hemmelige sonderinger mellem Venstre og regeringen, skriver Jyllands-Posten.

Venstres chefforhandler, Peter Christensen, forklarer, at det især er den økonomiske krise og de voldsomt pressede virksomheder, der får Venstre til at række hånden ud til regeringen.

- Venstre mener det alvorligt, siger Peter Christensen.

Han henviser blandt andet til, at industrigiganten Danfoss tidligere i denne uge advarede om, at der ikke vil være produktionsarbejdspladser i Danmark om 10 år, hvis ikke konkurrencevilkårene bliver ændret.

- Så kan der nok ikke komme et tydeligere opråb til danske politikere, siger Peter Christensen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er det både pres fra erhvervslivet og frygt for en gentagelse af forårets skatteforløb, der har fået V-toppen til at ændre strategi.

Op til det overraskende skatteforlig var V-formand Lars Løkke Rasmussen under voldsom kritik for at sætte strategi og valgkamp over muligheden for at få skatten på arbejde ned.

Venstres hovedkrav til finansloven er en erhvervsskattepakke, som også betyder afskaffelse af den udskældte fedtafgift. Samtidig vil Venstre have en bindende aftale om en kontanthjælpsreform.

Jyllands-Posten erfarer, at regeringen er i gang med at afsøge muligheden for en aftale med Venstre. Finansminister Bjarne Corydon (S) svarer fåmælt:

- Jeg har til gode at finde ud af, om det er taktisk, eller om det er reelt. Det kommer jeg til at afprøve ved forhandlingsbordet, siger han til Jyllands-Posten.

Mens regeringen kigger mod højre, forlyder det ifølge avisen, at regeringen er langt fra at kunne nå frem til en aftale med støttepartiet Enhedslisten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.