Lokalpolitik

Venstre-folk besøgte tv-station

AABYBRO:- For Venstre er nærdemokrati en samfundsskabende aktivitet, hvor der sker en mobilisering af borgernes ressourcer. Det handler om at borgerne mobiliseres til at deltage i udviklingen af det lokale samfund. Det er for Venstre vigtigt, at borgerne engagerer sig i det samfundsskabende nærdemokrati, og at kommunalbestyrelsen giver et godt og konstruktivt mod- og medspil. Sådan forklarer Venstre-formand i Aabybro, Ib Nellemann, Venstres initiativ til at holde et arrangement på TV2/Nord. - Vi ville vise hvordan man laver TV, men også give borgerne mulighed for at komme i tæt dialog med vores kommende borgmester Mogens Gade, siger Nellemann. Der var overraskende stor tilslutning til arrangementet. Omkring 40 mødte op. Mens der blev drukket kaffe blev der budt velkommen af en af journalisterne, som fortalte hvordan programmerne bliver planlagt, optaget, redigeret og så sendt i fjernsynet. Der var mange spørgsmål fra deltagerne, som endte ud i en god dialog med både journalisten og Mogens Gade. Efter rundvisningen var det tid til at lære Mogens Gade nærmere at kende. Den kommende Jammerbugt-borgmester fortalte om sit liv fra barndommen til den position, han har i dag.