Venstre-folk: Vi genvinder ikke magten med Løkke

Lars Løkke kan ikke vinde et folketingsvalg, lyder det fra Venstres bagland, hvor der ønskes en ny formand.

Selv om Lars Løkke Rasmussen kan være en dygtig partiformand og måske en af Venstres bedste gennem tiden, så er der grænser for tilliden til ham.

- Jeg synes, at han bør trække sig, lyder det fra Annette Sjøbeck (V), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre.

Hun ærgrer sig over, at personsagerne omkring Lars Løkke Rasmussen bliver ved med at dukke op, da han ellers er "dygtig nok og en flink fyr".

Senest har partiformanden skullet forholde sig til spørgsmål om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad det næste bliver. Man kan sige sig selv, at dem, der har et horn i siden på ham, nok har gemt noget til næste valg, siger Annette Sjøbeck.

Et andet Venstre-medlem, som ønsker en ny partiformand, er Jørn Poulsen. Han sidder i byrådet i Billund og trækker en parallel til skattesagen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hvor flere fra Venstre-toppen bad hende om at lægge al dokumentation på bordet.

- Så skuffer det mig, at når der kommer en sag, hvor der skabes tvivl om en Venstre-formand, så lægger man ikke tingene frem og siger, at der ikke er noget at skjule, siger Jørn Poulsen.

- Jeg kan som menig ikke gå ud og forsvare ham, når jeg ikke aner, om det bare er noget, han siger.

- Selvfølgelig skal man gerne have tillid til Lars Løkke, men jeg synes, at moralen er gået hen og blevet dårlig i den her sag, fortsætter han.

Jørn Poulsen mener, at man som partiformand ikke bør sætte sig selv over partiet, men at det måske er sket for Lars Løkke Rasmussen i den seneste sag.

- Han bør træde til side og overlade tøjlerne til en anden, da det trods alt ikke er første gang, at han står med en sag som den her, siger Jørn Poulsen.

Både Venstre-medlemmet fra Billund og Hvidovre er enige om, at det kan blive svært for deres parti at genvinde regeringsmagten, hvis partiformanden bliver på posten.

- Jeg må nok erkende, at som tingene ser ud lige nu, så ser det lidt svært ud at genvinde regeringsmagten, siger Jørn Poulsen, der bakkes op af Annette Sjøbeck:

- Det er jeg bange for, at vi ikke kan med ham ved roret, da der til næste valgkamp kan komme noget nyt omkring ham. Og jeg frygter, at det kan blive noget, der er endnu værre, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst