EMNER

Venstre: Hals skal have pengene

Magistraten udsatte spørgsmål om arv, men Venstre mener, at Hals-området skal have restarv.

Magistraten valgte i går at udsætte sagen om den kommende cykel- og gangsti. Arkivfoto

Magistraten valgte i går at udsætte sagen om den kommende cykel- og gangsti. Arkivfoto

Der er uenighed om, hvor vidt den kommende cykel- og gangsti på Jernbanebroen skal gøre rent bord med hensyn til de 470.000 kr., der er tilbage fra den over ni mio. kr. store arv efter Hanne Marie Mortensen. Magistraten valgte i går at udsætte sagen, så partierne kan diskutere spørgsmålet i de respektive grupper, men Venstre mener, at pengene skal gå til Hals-området. - Det var sådan set vores holdning, da vi gik til magistratsmødet, at alle pengene skulle bruges i Hals-området, så er der nogen, der er kommet med nogle andre forslag, så det skal vi tilbage at drøfte i grupperne. Men det er stadig vores holdning, at pengene skal bruges i Hals-området. Men vi skal lige tilbage og have den vendt i gruppen, siger ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V). Indstillingen fra forvaltningen lægger ellers op til, at den sidste rest af arven skal gå til cykel- og gangstien, der i forvejen har fået 6,5 mio. kr. fra arven, mens lokale projekter i den tidligere Hals Kommune har fået to mio. kr. Borgmester Henning G. Jensen (S) foretrækker dog en anden fordeling. - Jeg foretrækker, at man bruger samme fordelingsnøgle, som da man fordelte de første midler fra arven, siger Henning G. Jensen. Det betyder, at cykel- og gangstien får den største del af pengene, men også at lokale projekter i Hals-området får flere penge. Hos SF kan man bakke op om flere modeller. - Vi har fået nogle meldinger om, at den cykel- og gangsti tilsyneladende bliver dyrere end de penge, som vi har sat af, så det er klart, at det er fornuftigt at lade nogle af dem tilfalde der, og kan man lave en fordelingsnøgle, så nogle af dem tilfalder projekter i Hals, så er det fint for SF, siger skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog (SF). Forsyningsrådmand Tommy Eggers (DF) foretrækker, at restarven bruges på cykel- og gangbroen, med mindre der bliver tilført andre penge hertil, da det ellers på forhånd er aftalt, at trafiksikkerhedsmidlerne skal bidrage, hvis cykel- og gangbroen bliver dyrere. - Så har jeg det rigtig godt med, at de 470.000 kr. kommer fra arven og ikke fra trafiksikkerhedspuljen, siger Tommy Eggers.