Venstre har fokus på Ranum-projekt

Vælgerforeningens formand glæder sig til borgermøde 26. marts om projektet

Lokalpolitik 27. februar 2003 07:00

RANUM: Borgerne i Ranum indbydes til borgermøde onsdag 26. marts om byens fremtid. Projekt Ranum igang igen blev drøftet flere gange, da Ranum/Malle Venstrevælgerforening holdt den årlige generalforsamling på kroen. - Projektet blev indledt sidste år med et ide- og visionsseminar under ledelse af medarbejdere på Rørbækcentret. Det har siden boblet med lokale ideer og forslag, som en række arbejdsgrupper har bearbejdet, berettede først vælgerforeningsformand uddeler John Christiansen. - Nu skal vi se, hvilke af de mange ideer og forslag, vi kan realisere. Det får vi et overblik over på borgermødet. Vore medlemmer har været engagerede deltagere i flere af arbejdsgrupperne. John Christiansen nævnte i beretningen, at især planerne om en efterskole var meget spændende. Også borgmester Jens Lauritzen (V) kom ind på projekt Ranum igang igen, da han gav en lokalpolitisk redegørelse i forbindelse med generalforsamlingen. - Nu skal der til at ske noget. Det er et spændende projekt, vi har sat i gang, sagde borgmesteren. Han fortalte også om mulighederne for Løgstør Kommune i forbindelse med den igangværende debat om strukturkommissionen arbejde frem mod en amts- og kommunereform. Otte af vælgerforeningens 34 medlemmer var mødt til generalforsamlingen. Det eneste æresmedlem, Bent Grundtvig Sørensen, der normalt er dirigent på generalforsamlingen, havde for første gang i flere år meldt fra. I beretningen kom John Christiansen også ind på den indledte renovering af Plejehjemmet Kærbo, Vilsted Sø-projektet og multicenteret ved Vilsted-Vindblæs Skole. - Disse lokale projekter er med til at bevare og udbygge de små lokalsamfund. Det bliver spændende at se de færdige resultater, når projekterne er afsluttede. Erik Laustsen og Svend Aage Nielsen nyvalgtes som afløsere for Ole Haarbo og Stinne Laursen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...