Venstre har stadig is i maven
Kommuneforeningen for Venstre er først klar med borgmesterkandidat i november.

Niels Juel Nielsen er netop genvalgt til formand for Venstre i Rebild Kommune, Arkivfoto: Lars Pauli
Selv om det er begyndt at pible frem med borgmesterkandidater hos Socialdemokraterne i Rebild, så har Venstre stadig is i maven. - Vi er klar med vores borgmesterkandidat sidst på året, formentlig i november. Vi har ikke så travlt. Vi har jo vores borgmester, siger Niels Juel Nielsen, formand for Venstre i Rebild Kommune og svarer meget klart på, om borgmester Anny Winther (V) ikke allerede har givet partiforeningen besked om, hvorvidt hun genopstiller: - Nej, siger han. Kommunalvalget i november 2013 ligger stadig langt ude i fremtiden, mener Venstre, som i første omgang har besluttet sig for en procedure i forhold til valgforberedelserne, oplyser Niels Juel Nielsen, som onsdag aften blev genvalgt til formand for kommuneforeningen på generalforsamlingen på Rebildhus. Venstres øvrige byrådskandidater skal først opstilles i april-maj 2013. Til gengæld besluttede generalforsamlingen at gå i gang nu med at udarbejde et handlingsprogram, der skal munde ud i et valgprogram inden udgangen af 2012.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.