Lokalpolitik

Venstre: Hvad bliver det til med det skicenter?

V-formand efterlyser afklaring på skicenter-projektet

FREDERIKSHAVN:Hvad bliver det til med det skicenter? Bliver det i det hele taget til noget? Et godt spørgsmål, som mange stiller for øjeblikket. Planerne om et helårs alpincenter vest for Frederikshavn har åbenbart tabt pusten, men nu bør politikerne få styr på projektet. Det sagde Lene Christensen, formand for Frederikshavn Venstrevælgerforening på generalforsamlingen i aftes på Hotel Herman Bang. - Vi skylder ikke mindst beboerne i området en afklaring, sagde Lene Christensen, der glædede sig over de øvrige projekter på kultur- og fritidsområdet: Det Musiske Hus, Arena Nord og Isstadion. - De nye investeringer i kultur- og fritidsfaciliteter var ikke kun - som Socialdemokraternes formand, Per Thrysøe, ved flere lejligheder har påstået - et ønske fra Socialdemokraterne. Venstre gik faktisk til valg i 2001 på at give kommunens borgere ”miljø, kultur og fritidsmuligheder, der gør Frederikshavn til et attraktivt sted at leve”, pointerede Lene Christensen i sin fyldige beretning. Samarbejde Lokalpolitisk glædede Venstre-formanden sig over, at Venstre har været med til at sætte dagsordenen og etablere et godt samarbejde med alle partier i byrådet. - Dog oplever jeg, at det oftest er Venstre, der skal etablere et samarbejde med Socialdemokraterne, sagde Lene Christensen, der roste gruppeformand Chris Sørensen som samarbejdets og resultaternes mand. Synlighed I Venstres bagland har der været talt meget om synlighed eller manglen på samme. - Men hvad er synlighed? Er det mudderkastning i byrådssalen? Endeløse 11-10 afstemninger? Venstre har levet op til det, vi gik til valg på: at opnå resultater. - Chris Sørensen har formået sammen med sin gruppe at skabe enighed indbyrdes samt et bredt samarbejde i byrådssalen. Mudderkastning mellem partier og enkeltpersoner er ophørt. Så politisk synlighed er klart til stede, sagde Lene Christensen. Fingeraftryk Formanden glædede sig over ”Venstres markante fingeraftryk på kommunens budget”. - Venstre var også i 2003 borgernes garant for en stram økonomisk styring, saged Lene Christensen. Frit leverandørvalg i ældreplejen fik også smilet frem hos formanden, der til gengæld ikke bryder sig om udviklingen i kommunens indbyggertal, stigende ledighed og tomme lejligheder i bundter.