Venstre i Århus vil fremme Kattegat-bro

Rådmand foreslår, at Midtjylland selv betaler forundersøgelse

Trafikpolitik 8. december 2007 05:00

ÅRHUS: Region Midtjylland og dens kommuner bør selv betale for en forundersøgelse af mulighederne for en Kattegat-forbindelse, hvis regeringen ikke afsætter penge til det på næste års finanslov, mener Venstre i Århus. Forslaget lanceres af partiets rådmand i Århus, Gert Bjerregaard, som dog ikke forestiller sig så storstilet en forundersøgelse til 50-100 millioner kroner, som der ellers er på tale. - Det her er for vigtigt et projekt til, at vi bare kan lægge det i mølposen, så vi skal vente et år eller to, førend vi får en forundersøgelse. Jeg forestiller mig ikke den helt store undersøgelse, men nok til at vi får et bedre udgangspunkt for diskussionen, siger rådmanden til Ritzau. Han vil have belyst både om der overhovedet er behov for en bro, hvad billetprisen vil blive, og hvad de miljømæssige konsekvenser vil være. Gert Bjerregaard vil ikke her og nu lægge sig fast på, hvor dyr en forundersøgelse, han vil være med til at lade regionen og kommunerne betale for i fald at regeringen ikke sætter noget i gang. Østjyske politikere fra flere partier har presset på for at få sådan en forundersøgelse på næste års finanslov, men både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og De Konservatives partileder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, har udtalt sig i ret kølige vendinger om en Kattegat-forbindelse. Regeringen har afvist at forholde sig til hele idéen om en fast Kattegat-forbindelse, før Infrastrukturkommissionen til januar fremlægger anbefalinger om, hvordan hele landets trafiknet udbygges bedst. Ifølge et notat fra Transportministeriet vil sådan en forbindelse koste 110 milliarder kroner. Billetpris 500 kr. Notatet opererer også med en billetpris på 1500 kroner, men det bestrider ingeniørfirmaet Rambøll, der i længere tid har ført en kampagne for at få polikerne til at bygge sådan en forbindelse. Ifølge Rambøll vil stigende trafik af biler og lastbiler betyde, at forbindelsen kan være betalt i løbet af 15-20 år med en billetpris på 500 kroner. Århus¿ borgmester, Nicolai Wammen, har forlangt, at transportminister Carina Christensen (K) underkender sit ministeriums notat. Notatet kritiseres også af trafikforskeren Uffe Jacobsen, der har sekunderet Rambølls kampagne. Men Carina Christensen siger, at ministeriets notat blot er baseret på simple regneeksempler, og hun langer ud efter kritikerne. - Det vil kræve grundige og omfattende analyser for at kunne vurdere det kommercielle grundlag for en brugerbetalt, fast forbindelse over Kattegat, herunder trafikanalyser. Jeg er ikke bekendt med, at Uffe Jacobsen eller andre har fremlagt sådanne grundige analyser, siger transportministeren. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...