EMNER

Venstre i arbejdstøjet

Folketingsvalget 2005 er vel overstået. Vælgerne har betroet regeringen ansvaret i yderligere fire år. I Venstre er vi meget taknemlige for den tillid, befolkningen har vist os.

Fuldstændigt ligesom vi i sidste valgperiode gennemførte de ting, vi lovede før valget i 2001, vil vi gennemføre vores valgløfter fra det netop overståede valg. Derfor trækker vi i arbejdstøjet med det samme. Alle må være indstillet på at smøge ærmerne op og tage fat, for regeringen har fremlagt historiens mest omfangsrige og ambitiøse regeringsgrundlag. Danskerne er verdens lykkeligste folk. Det viste en stor undersøgelse for nylig. Så noget må vi gøre helt rigtigt her til lands. Nogle er måske fristet til at hvile på laurbærrene og blot bevare alting som det er i dag. Men en fastfrysning af vores samfund vil i realiteten betyde en tilbagegang, for verden omkring os er i hastig forandring. Vi må tilpasse os nye krav og omstændigheder. Tag bare vores lønniveau. Vi hverken kan eller skal konkurrere på løn. I stedet skal vi være bedst til viden og nye idéer. Vi skal være bedst til at omstille os og finde nye løsninger. Det er vi i forvejen gode til i Danmark. Forskning og innovation får topprioritet i de kommende år. Vi skal blive et af verdens mest idérige samfund – og idéer skal omsættes til produktion og nye arbejdspladser. Danmark skal udvikles til et førende videnssamfund. Offentlige og private virksomheder skal til sammen øge indsatsen inden for forskning og udvikling. Danmark skal også være et førende iværksættersamfund. Målet er at vi i 2015 er blandt de lande i verden, hvor der opstartes flest nye virksomheder. Vi skal have uddannelser i verdensklasse, blandt andet skal eleverne i folkeskolen være blandt verdens bedste til læsning, matematik og naturfag. Og vi har sat det mål, at Danmark i 2015 er verdens mest konkurrencedygtige samfund. Ambitiøse mål, der vil ruste Danmark og den enkelte dansker til at klare udfordringerne i en stadig mere åben international økonomi. I Venstre er vi af den opfattelse, at vi skaber størst mulig frihed og tryghed til den enkelte gennem forandringer. Kommunalreformen vil for eksempel sikre bedre og mere borgernær service, hvor mennesket er sat før systemet. Af taktiske årsager valgte oppositionen tidligere at stå fuldstændig udenfor den opgave, men nu har oppositionen jo nærmest valgt at gå af efter valget – i hvert fald formændene for Socialdemokraterne og SF. Lad os håbe at nye kræfter vil bruge mindre energi på at bygge barrikader og iføre sig krigsmaling og bruge mere energi på at tage et medansvar for at sikre velfærden i Danmark. I regeringen glæder vi os til det arbejde, der lægger foran os – ikke mindst med kommunalreformen, som snart skal igennem Folketinget. Vi håber at både den reform og andre spørgsmål om vores velfærdssamfund vil blive båret igennem af det bredest mulige flertal i Folketinget.